Friktion omtales ofte som gnidnings- eller rullemodstand: Når to legemer bevæger sig i forhold til hinanden mens de presses imod hinanden, viser friktionen sig som en kraft der trækker modsat den retning legemerne bevæger sig i (eller: modsat den kraft som søger at bevæge legemerne). Denne friktionskraft hæmmer bevægelsen, og optager derved en vis mængde af den energi ud af det mekaniske arbejde der udføres ved at bevæge legemerne. Denne energi afsættes som varme i legemerne nær kontaktfladerne, og for at undgå dette (set fra et mekanisk synspunkt) energispild, søger man i mekaniske indretninger for at minimere friktionen i lejer og andre steder hvor maskindele er i kontakt med hinanden og bevæger sig indbyrdes.
Man opererer med to "hovedformer" for friktion, kaldet statisk og dynamisk friktion: Statisk friktion er et udtryk for den kraft der skal til for at få det ene legeme "skubbet i gang" med sin bevægelse i forhold til det andet, mens dynamisk friktion udtrykker hvor stor kraft der skal til for at opretholde bevægelsen.