Gallia Cisalpina eller Cisalpine Gallien (latin: Gallia Cisalpina, også kaldet Gallia Citerior eller Gallia Togata[2]) var det navn, der – særligt i løbet af det 4. og 3. århundrede f.Kr. – blev givet til den regionen der var bosat af keltere (gallere), og som svarer til det meste af nutidens Norditalien.
Efter regionen blev erobret af den romerske republik i det 3. århundrede f.Kr. blev det betragtet som en geografisk del af det romerske Italien, men forblev administrativt adskilt indtil 42 f.Kr.[3] Det var en romersk provins fra ca. 81 f.Kr. indtil 42 f.Kr., hvor det de jure blev en del af det romerske Italien, som angivet i Cæsars upublicerede lov (Acta Caesaris).[4][5]
Cisalpine betyder "på denne side af Alperne" (fra romernes perspektiv), i modsætning til Transalpine Gallien ("på den anden side af Alperne"). [6]
Gallia Cisalpina blev yderligere opdelt i Gallia Cispadana og Gallia Transpadana, dvs. den blev delt henholdsvis syd og nord for Po-floden.
Den romerske provins i det 1. århundrede f.Kr. var mod nord og vest afgrænset af Alperne, mens den mod syd var afgrænset af Placentia, floden Po, Appenninerne og Rubicon-floden. Mod øst var provinsen afgrænset af Adriaterhavet.[7]
I 49 f.Kr. modtog alle indbyggere i Cisalpine Gallien romersk statsborgerskab,[8] og i sidste ende blev provinsen delt mellem fire af de elleve regioner i Italien: Regio VIII Gallia Cispadana, Regio IX Liguria, Regio X Venetia et Histria og Regio XI Gallia Transpadana.[9]