Germansk jernalder betegner perioden fra ca. 375 til 750/800 i Nordeuropa. Den foregående periode kaldes Romersk jernalder, men efterhånden som den romerske dominans svækkes i Europa ændres karakteren af de arkæologiske fund, og jernalderen går ind i en ny fase. Den tidlige del af perioden bliver indimellem betegnet som Folkevandringstiden, da den er præget af flere migrationsbølger og invasioner af bl.a. germanske stammer ind i Romerriget. En udvikling der kulminerer med det Vestromerske riges kollaps og etableringen af nye kongeriger i de tidligere romerske provinser i 5. århundrede. Jernalderen afsluttes med begyndelsen på historisk tid, dvs. Vikingetiden i Skandinavien og middelalderen i det øvrige Nordeuropa.
Germansk jernalder inddeles normalt i to faser: ældre germansk jernalder (375-550) og yngre germansk jernalder (550-750). Dateringen af afslutningen på den sidste fase er dog genstand for megen debat, da der i de materielle levn ikke kan spores nogen klar overgang mellem jernalder og vikingetid. Problemstillingen er fx blevet beskrevet således: ”Yngre germansk jernalder og vikingetid knytter forbindelsen mellem forhistorien og middelalderen, og vikingetiden indtager en særstilling som en periode, der studeres af såvel forhistorikere som middelalderarkæologer …”.[1] I Sverige kaldes yngre germansk jernalder Vendeltiden og i Norge Merovingertiden.