Germansk religion

Germansk religion er en fællesbetegnelse for de germanske samfunds religiøse traditioner i det før-kristne Nordeuropa. Ud fra både arkæologiske levn og litterære kilder er det muligt at spore en række fælles eller nærtbeslægtede trosforestillinger i hele det germanske område fra omkring vor tidsregnings begyndelse indtil højmiddelalderen, hvor de sidste hedenske områder i Skandinavien blev kristne. Mange germanske religiøse forestillinger levede dog videre i lokal folketro. Den germanske religion er bedst dokumenteret for den sene periode, hvor flere tekster fra 10. og 11. århundrede er bevaret i Skandinavien og Island, men overalt i det germanske område er der gjort arkæologiske fund, der fortæller om områdets religion.

Germania er den romerske betegnelse for området øst for Rhinen og nord for Donau og til øerne i Østersøen, det var en tradition der stammede fra Julius Cæsar, som brugte den i Commentarii de Bello Gallico.^[1] Det germanske kerneområde, Magna Germania, lå i antikken i det nordeuropæiske lavland, som primært omfatter det nuværende Tyskland, Nederlandene og Danmark, lande hvor befolkningerne stadig taler nært beslægtede sprog. Grænserne for Germanien var dog ikke klart definerede; store germanske befolkningsgrupper levede inden for Romerrigets grænser, og den romerske indflydelse nåede langt ind i det ”frie Germanien” på den anden side af den konkrete grænse ved Limes. Grænserne i antikken fungerede snarere som bufferzoner mellem forskellige politiske og kulturelle indflydelsessfærer end som moderne grænser, og blandingskulturer trivedes derfor i disse områder. I Centraleuropa var den keltiske kultur dominerende i århundrederne før vor tidsregnings begyndelse, og allerede den tidlige germanske religion har været influeret af keltisk religion. Senere blandede elementer fra den romerske kultur sig med germanernes kultur. Det er bl.a. arkæologiske fund af romerske gudestatuer og guldbrakteater, inspireret af romerske mønter, i hele Germanien tegn på. Germanerne har reelt aldrig udgjort en ensartet gruppe med en fælles kultur. Fx er det kosmologiske system, der kendes fra de middelalderlige tekster, måske et resultat af en tidligere sammensmeltning af to religionsformer, mellem en ase- og en vanetradition.^[2]

De vigtigste kontaktområder for germanerne i antikken var det gallo-romerske mod vest, den alpine kultur mod syd i Alperne samt de baltiske og slaviske områder mod øst. Østgermanske stammer, der tidligere havde beboet områder i det nuværende Polen, rejste mod sydøst til områder i det nuværende Ukraine Siden blev de drevet mod vest af centralasiatiske rytterfolk, hvor de i stedet etablerede en række riger i Italien, den Iberiske halvø, Sarmatia, Dakien og Illyrien, men de har efterladt sig meget fragmentariske spor.

Den germanske religion var polyteistisk med flere fællestræk til andre indoeuropæiske religioner. De vigtigste guder i den sene nordiske tradition var Odin (oldnordisk: Óðinn, oldhøjtysk: Wodan, angelsaksisk: Wōden) og Thor (oldnordisk: Þórr, oldtysk: Donar, angelsaksisk: Þunor). På et tidligere tidspunkt kan hovedguden havde været Tiwaz (oldnordisk: Týr, oldtysk: Ziu, angelsaksisk: Tiw).

Der fandtes dog ingen centrale religiøse institutioner, og der var ingen fælles dogmer, som omfattede hele det germanske område. Derfor var der store regionale forskelle i den måde de enkelte samfund udøvede deres religion på. Nogle guder kunne have større betydning nogle steder end andre, samtidig med at skikke varierede fra område til område, og fra periode til periode. I lighed med andre religioner var den germanske også en dynamisk kulturel konstruktion, der tilpassede form og indhold til de sociale sammenhænge, hvori den blev brugt.

1. ^ Allan A. Lund; Mumificerede moselig, 2002 ISBN 87-14-29674-8
2. ^ Alexandra Persch; Blodoffer, drikkelag og frække sange…? pp. 119, i Torsten Capelle og Christian Fischer; Ragnarok : Odins verden, 2005