Back Gotthold Ephraim Lessing ALS إفرايم ليسينغ Arabic افرايم ليسينج ARZ Gotthold Ephraim Lessing AST Qothold Efraim Lessinq Azerbaijani قوتهولد افرایم لسینق AZB Готхальд Эфраім Лесінг Byelorussian Готхолд Ефраим Лесинг Bulgarian Gotthold Ephraim Lessing BS Gotthold Ephraim Lessing Catalan
| Gotthold Ephraim Lessing Tysk litteratur Oplysningstiden | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 22. januar 1729  Kamenz, Sachsen, Tyskland |
| Død | 15. februar 1781 (52 år) Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland |
| Gravsted | Braunschweig |
| Far | Johann Gottfried Lessing |
| Søskende | Theophilius Lessing |
| Ægtefælle | Eva König |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Leipzig Universitet (fra 1746), Martin-Luther-Universität Halle-Wittenberg (1751-1752) |
| Medlem af | Det Preussiske Videnskabsakademi |
| Beskæftigelse | Teolog, kunsthistoriker, bibliotekar, journalist, dramatiker, forfatter, litteraturkritiker, dramaturg, filosof, digter med flere |
| Fagområde | Scenekunst |
| Arbejdssted | Hamborg, Leipzig, Wolfenbüttel, Wittenberg |
| Kendte værker | Miss Sara Sampson, Laokoon eller Om Grænserne for Maleri og Poesi, Nathan den vise, Emilia Galotti |
| Genre | Drama |
| Signatur | |
 | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Gotthold Ephraim Lessing (født 22. januar 1729, død 15. februar 1781 i Kamenz (i Sachsen), var en tysk filosof, forfatter og kunstkritiker. Hans skuespil og teoretiske skrifter havde en stor indflydelse på tysk og vestlig litteratur. Han anses bredt af teaterhistorikere for at være verdens første dramaturg. Mange af oplysningstidens ideer levede i hans forfatterskab, ikke mindst ideen om fornuftens religion og ideen om religiøs tolerance.
Som en ledende repræsentant for den tyske oplysningstid blev han en pioner for borgerskabets nye selvtillid. Derfor kæmpede han også for befrielsen af det spirende borgerskab fra adelens magt. Ideen om frihed – for teatret og for religionen – løber som en rød tråd gennem hele hans liv.
Hans teoretiske skrifter såvel som hans teaterstykker var præget af en vittig-ironisk stil og en præcis polemik. Han brugte gerne dialogformen, som imødekom hans hensigt om altid at se på en sag fra flere sider. Han betragtede ikke sandheden som noget solidt, der besiddes én gang for alle, men som et ideal, som man nærmer sig i en proces, men som man aldrig når fuldstændigt.