Guldfeber er et udtryk, der dækker de hektiske aktiviteter omkring søgning efter guld, som især meddelelser om nye guldfund har givet anledning til. I Canada og USA var der adskillige tilfælde af guldfeber i det 19. århundrede, først i Appalacherne, senere i Sierra Nevada og andre dele af British Columbia og i Rocky Mountains. Tilsvarende tilfælde af guldfeber kendes fra samme århundrede i Australien, på New Zealand og i Sydafrika.
Meddelelse om fund af guldklumper i et nyt område har i tidens løb fået millioner af håbefulde guldgravere til at forlade hjemegn og familie i håb om at gøre det helt store fund. De deraf følgende aktiviteter har ofte medvirket til befolkning af fjerntliggende og utilgængelige egne og danner f.eks. en stærk kulturel baggrund for USA's bevægelse mod vest.