Haitis flag er vandret delt i blåt over rødt. Flaget er i størrelsesforholdet 3:5. I sin nuværende form blev flaget officielt taget i brug 17. februar 1986, men flaget stammer fra begyndelsen af 1800-tallet.
Nationalflaget er et horisontalt delt flag med blåt øverst og rødt nederst, mens statsflaget desuden har nationalvåbenet på et hvidt felt midt i flaget. Haitis nationalvåben viser et palmetræ med en frihedshue på toppen. Palmen er flankeret af en flagborg og har to kanoner, kanonkugler, trommer og trompeter i front. Nationalvåbenet bærer mottoet L'Union Fait La Force (Enhed giver styrke). Nationalflaget uden nationalvåben fungerer også som handelsflag, mens flaget med nationalvåben også er orlogsflag.