Hamborg Freie und Hansestadt Hamburg | |||||
---|---|---|---|---|---|
| |||||
Overblik | |||||
Land | Tyskland | ||||
Borgmester | Peter Tschentscher | ||||
Delstat | Hamburg | ||||
Postnr. | 20095–21149, 22041–22769, 27499 | ||||
Telefonkode | 040, 04721 | ||||
Nummerpladebogstav(er) | HH | ||||
UN/LOCODE | DEHAM | ||||
Demografi | |||||
Indbyggere | 1.910.160 (2023) | ||||
- Areal | 755 km² | ||||
- Befolkningstæthed | 2.530 pr. km² | ||||
Metropolregion | 5.500.000 (28. februar 2019) | ||||
- Areal | 26,000 km² | ||||
Andet | |||||
Tidszone | UTC+1 (normaltid) UTC+2 (sommertid) | ||||
Højde m.o.h. | 6 m | ||||
Hjemmeside | www.hamburg.de | ||||
Oversigtskort | |||||
Hamborg (tysk: Hamburg, officielt: Freie und Hansestadt Hamburg) er den næststørste by i Tyskland efter Berlin og den ottende største by i Europa.[1][2] Byen havde et indbyggertal på 1.808.846 (31.12.2022), det større tætbebyggede område (tysk Ballungsraum) 2,8 mio. indbyggere, mens metropolregionen Hamborg havde 5,38 mio. indbyggere (2019).[3] Hamborg er beliggende i Nordtyskland ved floden Elben, ca. 100 km. sydøst for dens munding i Nordsøen. Byen, der ligesom Berlin udgør én kommune, danner sin egen delstat (755,22 km²) og er Tysklands arealmæssigt næstmindste; kun Bremen er mindre.
Hamborgs historie begynder med opførelsen af borgen Hammaburg i starten af 800-tallet på floden Elben og søen Alsteren. Borgen blev beordret bygget i år 808 af kejser Karl den Store som forsvar mod vikinger fra nord og slaver fra øst. Borgen blev ødelagt og genopbygget mange gange inden for de følgende århundreder, blandt andet hærgede vikinger under den danske Kong Erik området og ødelagde i 845 byen, der på det tidspunkt havde omkring 500 indbyggere.[4] I 1189 fik Hamborg officielt købstadsrettigheder efter Lübeck som forbillede, og derved var den grundlagt som by.
1900-tallet var præget af de to verdenskrige, hvor Hamborg med sine mange store værfter og høje industriproduktion var mål for allierede bombardementer. Både selve bomberne og de efterfølgende brande lagde store dele af byens centrum i ruiner. De vidtstrakte havneområder blev næsten fuldstændigt ødelagte, og det samme gjorde en del af byens omfattende industrianlæg. Den efterfølgende genopbygning af Hamborg gik stærkt de følgende år, og den skabte ny økonomisk vækst for byen, som tilfældet var for store dele af Vesttyskland.
Siden 1919 har Hamborg været universitetsby og fik i 1979 også et teknisk universitet. Hamborg Universitet har over 40.000 studerende. Der er desuden højere læreanstalter for musik og billedkunst. Havnen i Hamborg er rygraden i byens økonomi, det er den tredjestørste havn i Europa, efter Rotterdam og Antwerpen.[5] Havnen fylder 7.399 hektar og har siden 2009 håndteret tre mio. containere (2013).[6] Derudover er der flere værfter, stål-, aluminium- og kobberindustrier.
Hamborg har som erhvervsregion stærke klynger inden for kemisk industri, fødevareerhverv, vedvarende energi, biovidenskab, logistik, medier og IT, maritim økonomi og luftfart. Hamborg er også et vigtigt center for luftfartsindustrien, Airbus har en stor samlefabrik i byen. I metropolregionen har 35.000 mennesker en arbejdsplads med relation til luftfart. Udover de store virksomheder som Airbus, Lufthansa Technik samt Hamburgs lufthavn, Flughafen Hamburg, findes der omkring 300 virksomheder, der er underleverandører. Technische Universität Hamburg (teknisk universitet), Hochschule für Angewandte Wissenschaften (universitet for anvendte videnskaber), Bundeswehrs universitet og teknologicenteret Hamburg-Finkenwerder danner tilsammen en infrastruktur inden for uddannelse og forskning, som har med luftfart at gøre.[7]
Med over 2.300 broer har Hamborg flere broer end Amsterdam eller Venedig.[8] I 1997 begyndte projektet HafenCity, som bliver en ny bydel.[9][10] Hamburg er en af Tysklands ældste og mest velhavende byer, men er også en international metropol med Tysklands næststørste indbyggertal, hvor 15 procent af de omkring 1,7 millioner indbyggere i øvrigt er immigranter.[11]
Indvandrere kommer fra 180 forskellige lande, dog er størstedelen fra Tyrkiet, Polen, Afghanistan, Portugal, Rusland og Serbien.[12]
Hamborg er især kendt for fodboldklubberne Hamburger SV og FC St. Pauli, der begge spiller i 2. Bundesliga, dens mange shoppingkvarterer, de mange museer og udstillingssteder og ikke mindst det farverige natteliv i og omkring Reeperbahn og Sankt Pauli, hvor alt fra teatre, kasinoer, barer, diskoteker, restauranter, stripklubber, sexshops og bordeller sætter deres markante præg på gadebilledet.