Hanafuda

Hanafuda (花札) er japanske blomstrede spillekort, der bruges til at spille forskellige spil med. Hanafuda betyder direkte oversat "blomster kort".[1][2] Navnet hanafuda bruges også til at betegne de forskellige spil, man kan spille med kortene. Spillene går ud på at få samlet forskellige kombinationer af blomsterne og planterne hurtigst muligt.

Kortene er opstillet i 12 månedsæt med forskellige blomster og træer, skriftruller og specielle kort med små landskaber og dyr. Kortene har ingen talsymboler.

Kortene er forholdsvis små sammenlignet med vestlige spillekort (cirka en tredjedel størrelse i forhold til et vestligt kort). De er også printet på stift, tykt pap, så de er ikke så bøjelige som vestlige kort er. Motiverne er meget stiliserede symboler på planter, dyr og landskaber. Motiverne er flade og meget grafiske, med tydelige streger, uden perspektiv og uden skyggelægning. Farverne er simple og stærke: alle blomsterne er røde, uanset virkelig udseende, med sorte blade og sorte planter, med lidt gule og blå detaljer, og helt orange dyr, stillet op mod hvid baggrund. Ofte har kortene en tyk, sort kant og helt sort bagside. De helt røde blomster, sorte blade, helt orange dyr og farveflader skyldes de traditionelle japanske trykkemetoder med håndstempler. Kortene har ikke skiftet deres oprindelige udseende siden slutningen af det 19. århundrede, idet man ynder traditionsbevarelse i det forholdsvis konservative Japan.

Symbolet for Hanafuda, Fuldmåne på Rød Himmel kortet fra Susuki sæt

Det internationale symbol på Hanafuda-kort og spillet er det specielle Susuki Pampasgræs Landskabskort for august måned: Hvid Fuldmåne på rød Himmel over sort bakkelandskab (den sorte bakke symboliserer susuki pampasgræs).

I dag er spillekortene populære også i Korea, hvor de kaldes Hwatu (화투 kort) og trykkes oftest med orange kant og bagside ist. for sort. Hanafudakort er også populære på Hawaii, hvor de kaldes for Sakura (japansk for kirsebærblomster).

I Japan blev spilfirmaet Nintendo oprindelig stiftet som kortspilstrykkeri, der trykkede netop Hanafuda kort og andre spillekort.

  1. ^ Games played with Flower Cards
  2. ^ Pakarnian, John, "Game Boy: Glossary of Japanese Gambling Games", Metropolis, January 22, 2010, p. 15.

Developed by StudentB