En handelsplads var en type by, der havde nogle af de rettigheder, der ellers kun tilkom købstæder. Status af handelsplads blev tildelt byer som havde udviklet sig i købstadslignende retning, men hvor købstadsstatus ikke kunne komme på tale.[1] Nogle handelspladser er senere blevet købstæder. Undtaget herfra er dog Marstal og Frederiksberg.
Der var ingen fælles lovgivning for handelspladserne, idet privilegierne blev reguleret for hver by for sig. Handelspladserne var – i modsætning til købstæderne – del af amtskommunen.
- ^ ODS: by ell. sted, hvor der drives handel; ogs. spec. om sted i uciviliserede ell. tyndtbefolkede lande, hvor handelen ml. de indfødte og fremmede handelsmænd foregaar (jf.-sted). LTid.1744.256. de danske Skibe (gik) til Ostindien . . for at erhverve Handelspladse. Mall.SgH.712. HandelsO.(1807).75. Som Forholdene er, vil Gøteborg blive Sverigs store Handelsplads. Bogan.II.183. || (emb.) betegnelse for en by (i Danmark), der i administrativ, kommunal og næringsretlig henseende indtager en mellemstilling ml. land og købstad (nu kun: Marstal, tidligere ogs.: Frederiksberg, -værk, Silkeborg, Løgstør og Nr. Sundby). Silkeborg Handelsplads. Regulativ 20/3 1855. Trap.4IV.668.