Hank B. Marvin | |
---|---|
Information | |
Født | Brian Robson Rankin 28. oktober 1941 (83 år) Newcastle upon Tyne i England Newcastle upon Tyne, Storbritannien |
Associeret med | The Shadows |
Hank B. Marvin (født Brian Robson Rankin 28. oktober 1941, Newcastle upon Tyne i England) er ledende guitarist i instrumentalgruppen The Shadows, som oprindelig var en backinggruppe for Cliff Richard.
The Shadows inspirerede guitarister som Eric Clapton, David Gilmour, Ritchie Blackmore, Jeff Beck, Brian May, Mike Oldfield, Jean-Pierre Danel, George Harrison, Mark Knopfler, Neil Young og Pete Townshend. Gruppen regnes derfor som et af Englands mest indflydelsesrige bands i tiden før The Beatles.
Marvin kom i 1958 til London med sin ven Bruce Welch (rytmeguitarist i The Shadows) for at deltage i en amatørkonkurrence med gruppen The Railroaders. Efter en 2. plads i konkurrencen blev Marvin og Welch i London for at prøve lykken. De begyndte at spille på den legendariske 2 Is Coffee bar i Soho. Marvin blev her opdaget af John Foster, som på det tidspunkt var Cliff Richards manager, og han blev tilbudt jobbet som leadguitarist hos Cliff Richard. Marvin accepterede, men med den klausul, at hans ven Bruce Welch kunne komme med som rytmeguitarist. De kom med i gruppen The Drifters oktober 1958, med Hank Marvin på leadguitar, Bruce Welch på rytmeguitar og to andre musikere fra 2 Is Coffee, nemlig Jet Harris på basguitar og Tony Meehan på trommer. I juli 1959 måtte de ændre navnet The Drifters, grundet den amerikanske vocalgruppe af samme navn. Harris foreslog navnet The Shadows, som blev accepteret af bandet.
Hank Marvin var den første Rock 'n' Roll-guitarist i Europa, som blev et ikon i sig selv. Han skabte den berømte Shadows-sound, som ingen rigtigt har kunnet efterligne. Marvin var også ankermanden og det gruppemedlem, der var en stabilitet i gruppen fra start til slut. Marvin var frontfigur i The Shadows fra juli 1959 til gruppen gik hver til sit i december 1968. I 1969 indspillede Marvin sit første soloalbum Hank Marvin som nåede en 14. plads på hitlisterne. I februar 1971 var han medstifter af vocaltrioen Marvin, Welch og Farrar, som lavede 2 lp'er, dog uden nævneværdig succes. Da Welch forlod gruppen fortsatte Marvin og Farrar to år til, men efter en live-lp og en studie-lp stoppede duoen så definitivt.
I marts 1973 blev The Shadows gendannet, med Marvin, Welch, Brian Bennett og John Farrar. Denne konstellation varede frem til august 1977, hvor Farrar forlod gruppen for at blive producer. I 1977 lavede Marvin sit andet soloalbum Guitar Syndicate med et kæmpe guitar ensemble og rytmegruppe. Denne plade fik ingen succes. Sideløbende med The Shadows indspillede han soloalbummene Words of Music og All Alone With Friends, der primært var vocalalbums med numre skrevet af ham selv.
I 1986 flyttede Marvin med sin familie til Australien, hvor han slog sig ned i byen Perth på vestkysten. Dette gjorde samarbejdet i The Shadows vanskeligt, og i december 1990 opløstes The Shadows så. Marvin gik solo med eget band. Han indspillede otte albums fra 1990 til 2005. The Shadows blev så atter gendannet med Marvin, Welch og Bennett til en afslutningskoncert-turne i december 2004, hvor de turnerede England rundt. I foråret 2005 gik turneen så Europa rundt. I september 2009 samledes Cliff Richard og The Shadows for en definitiv afslutning på sagaen. De gav koncerter i England og resten af Europa. Det hele rundedes af i sommeren 2010 med en turné til Sydafrika og Australien.