Helstaten var en statsdannelse centreret omkring Danmark, der opstod i 1814 og varede til 1864 og som omfattede:
Kongeriget:
- Danmark, Jylland nord for kongeåen, Fyn, Sjælland og Bornholm
- Sønderjylland eller Slesvig (som dansk len),
- Holsten (medlem af det Tyske Forbund) og
- Lauenborg (medlem af det Tyske Forbund),
en række "bilande":
og kolonierne:
- Elfenbenskysten (Cabo Corso),
- Grønland,
- Guldkysten,
- Nicobarerne,
- Serampore,
- Tranquebar og
- De Dansk-Vestindiske øer.
Helstaten var reelt en personalunion (i samtiden ofte kaldet Monarchiet), hvor det alene var de enkelte landområders formelle tilknytning til den til enhver tid siddende konge, der afgjorde tilhørsforholdet. I alle andre henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater, idet man dog i praksis samlede den overordnede centralforvaltning i den kongelige residensstad, København, og her i særdeleshed med to kancellier, et for de kongerigske dele (Danske Kancelli) og et for hertugdømmerne (Tyske Kancelli). Nogle gange inkluderer udtrykket "helstat" også Norge, især fra og med 1773[1]. Mest bruges udtrykket dog om Danmark og Hertugdømmerne i perioden mellem krigene, altså fra 1848 til 1864.