Hizbollah

Hizbollah
Grundlæggelse1982
TypePolitisk parti
BeliggenhedLibanon
Religiøs overbevisningIslam
Anti-Zionisme

Shia-islamisme
Anti-imperialisme
Officielt sprogArabisk
Eksterne henvisninger
Hjemmesidewww.moqawama.org
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Hizbollah eller Hezbollah (arabisk: حزب الله, dansk: "Guds Parti"), er en libanesisk, shia-islamisk orienteret politisk-militær organisation, som blev dannet i 1982 med det formål, at smide besættelsesmagten ud af Libanon.[1][2][3] I slutningen af 1980'erne blev Hizbollah for alvor kendt og frygtet for sine kidnapninger af folk fra vesten. Gidseltagningerne var et magtspil i forbindelse med den libanesiske borgerkrig, som fandt sted fra 1975-1990.[4] Efter Abbas al-Musawis død i 1992, var organisationen ledet af Hassan Nasrallah, der fungerede som generalsekretær indtil sin død i september 2024. Den 29. Oktober 2024, blev Naeem Qasim valgt som ny leder.

Hizbollah har markeret sig stærkt i Libanon gennem sin deltagelse i det politiske liv. Ved parlamentsvalget i 2005 opnåede bevægelsen 14 mandater; den opstillede i alliance med bl.a. Amal og denne oppositionsgruppe opnåede i alt 35 mandater.[5] I den nye regering fik Hizbollah to ministerposter. Desuden har Hizbollah knyttet politiske kontakter til den kristne Fri Patriotisk Bevægelse.[6] Hizbollah bruger mange ressourcer på sociale tilbud for landets fattigste befolkningsgrupper; sådanne sociale tilbud kan fx være sundhedsklinikker, gratis lægekonsultation, børnehaver, ungdomsklubber o.l. Dette arbejde styrker Hizbollah i befolkningen og anvendes samtidig som rekrutteringsbase.

Hizbollahs militære afdeling anvender mest sine ressourcer på at bekæmpe Israel, og har siden Israels tilbagetrækning fra Sydlibanon i 2000 fokuseret på de omstridte Sheba Farms i Golanhøjderne. Den 12. juli 2006 kidnappede Hizbollah to israelske soldater. Israel reagerede med en modoffensiv som fik massiv kritik fra det internationale samfund og FN, fordi den blev anset for at være ude af proportioner. I midten af august 2006 indgik Sikkerhedsrådet resolution 1701, der udvidede FN-styrken UNIFIL, og resulterede i at parterne indgik en våbenhvile. Krigen i 2006 var ikke en krig mellem Libanon og Israel, men mellem Hizbollah og Israel. Men det var den libanesiske civilbefolkning, som fik kampene at mærke på kroppen, og krigen skabte stor utilfredshed blandt mange libanesere.

Siden begyndelsen af 2013 har det været officielt, at Hizbollah-krigere fra Libanon har kæmpet på regimets side i det borgerkrigshærgede Syrien. Det er første gang, at Hizbollah engagerer sig i en konflikt uden for Libanon, som ikke har direkte forbindelse til bekæmpelsen af shia-organisationens erklærede hovedfjende, Israel. Hizbollah kæmper på præsident Bashar al-Assads side i den blodige konflikt mellem styret og forskellige oprørsfraktioner.

I 2021 hævdede Nasrallah, at gruppen havde 100.000 soldater.[7] Efter Hamas' angreb på Israel den 7. oktober 2023 har Israel og Hizbollah angrebet hinanden på begge sider af grænsen.

  1. ^ Jamail, Dahr (20. juli 2006). "Hezbollah's transformation". Asia Times. Arkiveret fra originalen 25. januar 2019. Hentet 23. oktober 2007.
  2. ^ "A Tweet too far: US editor latest victim of Internet Inquisition". RT. Arkiveret fra originalen 13. juli 2012. Hentet 19. oktober 2010.
  3. ^ "Hezbollah (a.k.a. Hizbollah, Hizbu'llah)". Council on Foreign Relations. 13. september 2008. Arkiveret fra originalen 13. september 2008. Hentet 15. september 2008.
  4. ^ Sarah Allingham (20. juli 2006). "Hvem er Hizbollah?". Religion.dk.
  5. ^ Landefakta Libanon Arkiveret 7. juli 2015 hos Wayback Machine, Udenrigsministeriet, hentet 02-08-2015
  6. ^ Lasse Ellegaard (17. maj 2008). "Flugten fra 'Det Lykkelige Libanon'". Dagbladet Information.
  7. ^ Nikolaj Tangaa Thorngaard (3. november 2023). "Hizbollah har 100.000 mand stående klar til kamp". TV 2.

Developed by StudentB