Ikonografi i nordisk religion er en overordnet kategorisering af de utallige og meget forskelligartede kunstgenstande med sakrale motiver, der er blevet fremstillet relation til den før-kristne religion i Norden. Studier af billeder og ikonografi udgør en nøgleposition i det generelle studium af nordisk religion, da de udgør langt hovedparten af de bevarede kilder fra samtiden til de før-kristne myter og ritualer.[1] Yngre middelalderlig litteratur, hvori kristne forfattere har nedskrevet gamle myter og mytologiske beskrivelser må dog benyttes for at forstå oldtidens billeder. Helt op i middelalderen var det ikke alt, man anså som værdigt nok til at blive afbildet. Religiøse motiver, som f.eks. guder og scener fra sagn og myter var det, mens hverdagsscener ikke var interessant at afbillede.[2]
De ældste billeder fra Norden der med relativ stor sikkerhed kan relateres til kendt mytologisk stammer fra omkring 400 e.v.t. På dette tidspunkt opstod også den germanske dyrestil, der er karakteriseret ved særlige ikonografisk kendetegn, der fortsat var i brug i Norden indtil 13. århundrede. Det nordiske billedsprog adskilte sig i høj grad fra den græsk-romerske naturalistiske stil. Formålet med den religiøse kunst var at vise mytens hovedbestanddele, frem for at afbilde naturtro gengivelser af enkelte scener. Det abstrakte billedsprog tyder også på, at det blev forventet, at betragteren var bekendt med det mytiske stof for at kunne tolke billedet. Den religiøse kunst var derfor betydningsbærende, og gjorde den mytiske situation aktuel i forhold til den sammenhæng kunstværket var en del af. Skriftlige kilder viser også, at religiøs kunst spillede en betydelig rolle i ritualerne.[kilde mangler]