Infernal

Infernal
Lina Rafn ved Danish DeeJay Awards 2007.
Information
OprindelseKøbenhavn, Danmark
GenreDance, trance, eurodance, pop, house, disco
Aktive år1997–nu
PladeselskabWarner Music Denmark
Associeret medBordeaux
MedlemmerLina Rafn
Paw Lagermann
Tidligere medlemmerSøren Haahr (1997–2000)
Eksterne henvisninger
infernal.dk

Infernal er en dansk dance-popduo bestående af sangerinde og sangskriver Lina Rafn og producer og sangskriver Paw Lagermann. Infernal blev dannet i 1997 af Rafn, Lagermann og dj'en Søren Haahr, og udgav deres eurodance-prægede debutalbum Infernal Affairs i 1998. Albummet blev en kommerciel succes med 80.000 solgte eksemplarer, og indbragte dem en Dansk Grammy. Singlen "Kalinka" (1998), der var bygget over en russisk folkemelodi, blev et stort hit. Ligeledes fik singlerne "Sorti de l'Enfer" (1997) og "Highland Fling" (1998) succes, og var medvirkende til at Infernal blev kendt for at inkorporere sækkepibe i deres musik.

Søren Haahr forlod Infernal i 2001, og kort efter udgav duoen deres andet album Waiting for Daylight, der benyttede etniske instrumenter og percussion med den tysk-inspirerede trancegenre. Albummet blev genudgivet samme år under titlen Muzaik, men begge udgivelser blev relative kommercielle skuffelser. I årene 2005–06 fik Infernal et internationalt gennembrud med hitsinglen "From Paris to Berlin", der var den sjette mest solgte single i Storbritannien i 2006, og blev et top 40-hit i adskillige lande. Albummet af samme navn, From Paris to Berlin, solgte 60.000 eksemplarer i Danmark. På albummet fravalgte Infernal brugen af gimmicks som sækkepibe og mundharpe, og introducerede flere akustiske og rockprægede elementer som guitar og trommer, blandet med en dance- og houselyd.

Efter Lina Rafns medvirken som dommer i X Factor i 2008, udsendte Infernal deres fjerde album, Electric Cabaret, hvor de var inspireret af discomusikken. Albummet solgte 40.000 eksemplarer. Singlen "Downtown Boys" blev et af de største hits i 2008 i Danmark. I slutningen af 2010 udsendte duoen dets femte studiealbum, Fall from Grace, hvor Infernal vendte tilbage til deres musikalske rødder i dancegenren. Albummet modtog guld for 10.000 solgte eksemplarer.

Infernal har også skrevet og produceret for andre kunstnere, bl.a. Musikk featuring John Rock ("Summer Lovin'"), Bent Fabric ("Jukebox"), Sanne Salomonsen ("Miracle") og Line Rømer's "Stop, stop" (fra MGP 2004).[1][2]

  1. ^ "The Story of... (DK Version) - INFERNAL". Arkiveret fra originalen 22. marts 2009. Hentet 3. januar 2010.
  2. ^ "MGP 2004 - læs om alle deltagerne - bandlist.dk - musiknyheder". Arkiveret fra originalen 24. september 2007. Hentet 29. april 2021.

Developed by StudentB