Islands historie

Islands historie er anderledes end historien i det øvrige Norden. Lige fra den første tid kender man enkeltpersoner, deres navne og slægtsforhold samt præcise årstal. Blandt de ældst kendte bøger skrevet på Island er Sagaerne, som beretter om landets historie. Der er få lande, som har en så rig dokumentation af deres tidligste historie som Island.

Islands historie er kort fortalt beretningen om frie folk, der som følge af indbyrdes strid mistede deres frihed og derefter måtte gå grueligt meget igennem, inden de genvandt friheden. At det gik sådan, kan henføres til flere forhold: For det første havde Island i lang tid en såre beskeden befolkning, svingende omkring 40.000 til 60.000. I forhold til landets størrelse var Island således et tyndt befolket land^[1]. For det andet udgjorde landbrug landets hovednæringsvej, hvilket indebar dels en meget spredt befolkning som ikke virkede befordrende på dannelsen af småbyer endsige købstæder, dels en høj grad af selvforsyning hvilket stækkede vilkårene for en befolkning inden for håndværk og handel^[2]; fiskeri var en binæring udøvet i fiskesæsonen og da fra midlertidige fiskebosætningssteder – ikke fra helårsbeboede fiskerlejer. For de tredje var landet fattigt på råvarer, hvorfor eksempelvis kornvarer, tømmer og jern måtte importeres, hvilket gjorde islændingene afhængige af disse forsyninger^[3]. For det fjerde lå landet forholdsvis langt fra andre lande og havde lange fragtveje, der tilmed kun blev benyttet i sommerhalvåret. Endelig savnede landet en central regering, der kunne have samordnet og styret udviklingen^[4], og da den endelig kom, havde den sit hovedsæde langt fra øen, der dermed blot var én blandt flere andre landsdele, hvis hensyn skiftende regeringer måtte tage vare på.

1. ^ Þorláksson, s. 30; ved den første folketælling i 1703 opgjordes indbyggertallet på Island til 50.444
2. ^ Þorláksson, s. 29
3. ^ Thoroddsen (1922), s. 587
4. ^ Þorláksson, s. 30