Jakobs Forevangelium er et af de apokryfe skrifter fra 150-200 e.Kr. og kendes fra mange håndskrifter. Titlen "forevangeliet" skyldes, at udgiverne betragtede det som en indledning til Markusevangeliet eller en forhistorie til Matthæus- og Lukasevangeliet. Forfatternavnet ses i det 25. kapitel, at Jesu bror Jakob er forfatteren; men det drejer sig om et pseudonym. Forfatteren kender ikke til forholdene i Palæstina, så teksten kan ikke stamme derfra. I østkirken vandt teksten stor udbredelse, da den indgik i festliturgierne for jomfru Maria og hendes mor Anna. I vestkirken blev den derimod betragtet som kættersk og forblev ret ukendt frem til 1552, hvor det første gang kom i en latinsk oversættelse. I 1564 udkom en græsk tekst.[1]
Den først kendte omtale af Jakobs Forevangelium er hos Origenes, der omtaler teksten og Peterevangeliet som bevis for, at "Herrens brødre" var Josefs sønner fra første ægteskab. Teksten må altså have eksisteret på hans tid. Historien om Zakarias' død i kapitlerne 22-24 anses for at være senere tilføjelser. Origenes og andre tidlige forfattere hævder, at han døde, fordi han gav jomfru Maria plads blandt jomfruerne i templet, efter at hun havde født Jesus. Påfaldende er også den pludselige måde, Josef bliver til beretningens jeg-person i kapitel 28. Det er blevet tolket som et fragment af en ukendt "Josef-apokryf". En udtalelse fra Clemens af Alexandria dokumenterer, at der allerede i 100-tallet fandtes en historie om en jordemors tilstedeværelse ved Jesu fødsel. Jakobs Forevangelium kendes i sin oprindelige græske og en række orientalske versioner, hvoraf den syriske er ældst. En latinsk version er derimod ikke bevaret, men må have eksisteret, da den blev fordømt under pave Gelasius 1. (492-96). Stoffet genfindes i udvidet og ændret form i Det Uægte Matthæusevangelium.[2]