Josip Broz Tito

Marskal Josip Broz Tito GCLH GCB OMRI GCollSE GColIH RoKavKMO etc. 1. præsident i Jugoslavien Embedsperiode 14. januar 1953 – 4. maj 1980 Premierminister Tito selv (1953–63) Petar Stambolić (1963–67) Mika Špiljak (1967–69) Mitja Ribičič (1969–71) Džemal Bijedić (1971–77) Veselin Đuranović (1977–80) Vicepræsident Aleksandar Ranković (1963–66) Koča Popović (1966–67) Foregående Ivan Ribar (som formand for forbundsforsamlingens præsidium) Efterfulgt af Lazar Koliševski (som formand for forbundsforsamlingens præsidium) 23. premierminister i Jugoslavien Embedsperiode 2. november 1944 – 29. juni 1963 Monark Peter 2. Præsident Ivan Ribar Foregående Ivan Šubašić Efterfulgt af Petar Stambolić 1. generalsekretær for De alliancefrie landes bevægelse Embedsperiode 1. september 1961 – 5. oktober 1964 Foregående Embede oprettet Efterfulgt af Gamal Abdel Nasser Forsvarsminister i Jugoslavien Embedsperiode 7. marts 1945 – 14. januar 1953 Premierminister Ham selv Foregående Ivan Šubašić Efterfulgt af Ivan Gošnjak (som forbundssekretær for nationalforsvar) 4. formand for Jugoslaviens kommunistiske liga Embedsperiode Marts 1939 – 4. maj 1980 Foregående Milan Gorkić Efterfulgt af Lazar Mojsov Personlige detaljer Født 7. maj 1892(1892-05-07) Kumrovec, Kongeriget Kroatien og Slavonien,  Østrig-Ungarn (moderne Kroatien) Død 4. maj 1980 (87 år) Ljubljana, SR Slovenien, SFR Jugoslavien Dødsårsag Hjerteinsufficiens Gravsted Blomsternes hus, Beograd,  Serbien 44°47′12″N 20°27′06″Ø / 44.78667°N 20.45167°Ø / 44.78667; 20.45167 Fulde navn Josip Broz Politisk parti Russiske kommunistparti (bolsjevikkerne) (RCP(b)) Jugoslaviens kommunistiske liga (SKJ) Ægtefælle(r) Pelagija Broz (1920–1939), skilt. Herta Haas (1940–1943) Jovanka Broz (1952–1980) Partner Davorjanka Paunović Børn Zlatica Broz Hinko Broz Žarko Leon Broz Aleksandar Broz Mor Marija Broz[1] Uddannelses­sted Den Internationale Leninskole Beskæftigelse Maskinarbejder, revolutionær, kommandant i modstandsbevægelsen, statsmand Religion Ikke-praktiserende katolik, ateisme Etnicitet Kroat Underskrift Militærtid Kaldenavne Tito Troskab  Østrig-Ungarn  Jugoslavien Værn Østrig-ungarske hær Jugoslaviske folkehær Tjenestetid 1913–1915 1941–1980 Rang Marskal Enhed Partisaner Jugoslaviske folkehær (øverstbefalende) Slag/krige Første verdenskrig Russiske borgerkrig 2. verdenskrig Udmærkelser 98 internationale og 21 jugoslaviske udmærkelser, heriblandt Jugoslaviens store stjernes orden Æreslegionen Order of the Bath Leninordenen Ordine al merito della Repubblica Italiana Informationen kan være hentet fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Ridder af Elefantordenen 1974

Josip Broz Tito (kyrillisk: Јосип Броз Тито, udtales [jǒsip brôːz tîto]; født Josip Broz; 7. maj 1892 – 4. maj 1980) var en jugoslavisk revolutionær og statsmand, der besad flere politiske embeder fra 1943 og til sin død i 1980.^[2] Under 2. verdenskrig var han leder af de jugoslaviske partisaner, der ofte betragtes som den mest effektive modstandsbevægelse i det tysk-besatte Europa.^[3] Til trods for at hans præsidentperiode er blevet kritiseret som autoritær,^[4][5] og at der er blevet rejst mistanke om undertrykkelse af politiske modstandere, blev Tito af de fleste betragtet som en godgørende diktator"^[6] på grund af hans økonomiske og diplomatiske politik. Han var en populær offentlig figur både inden og uden for Jugoslaviens grænser.^[7] Tito, der blev set som et forenende symbol,^[8] vedligeholdt gennem sin indenrigspolitik en fredelig sameksistens mellem nationerne i det jugoslaviske forbund. Han blev yderligere kendt som en central skikkelse indenfor De alliancefrie landes bevægelse sammen med Indiens Jawaharlal Nehru, Egyptens Gamal Abdel Nasser og Indonesiens Sukarno.^[9]

Han var generalsekretær (senere formand for præsidiet) for Jugoslaviens kommunistiske liga (1939–80) og stod i spidsen for den jugoslaviske modstandsbevægelse, partisanerne (1941–45).^[10] Efter krigen var han premierminister (1944–63) og præsident (senere præsident på livstid) (1953–80) af Den Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien (SFRJ). Fra 1943 og frem til sin død i 1980 var han marskal af Jugoslavien og tjente som øverstbefalende for det jugoslaviske militær, den jugoslaviske folkehær (JNA). Som følge af sit gode ry inden for begge blokke under den kolde krig modtog Tito 98 udmærkelser og ordener fra andre nationer, heriblandt Æreslegionen og Order of the Bath.

Josip Broz blev født som søn af en kroatisk far og slovensk mor i landsbyen Kumrovec i Kroatien. Efter at være blevet indkaldt til hæren udmærkede han sig ved gode præstationer og blev den yngste sergentmajor i den østrig-ungarske hær på daværende tidspunkt.^[11] Efter at være blevet alvorligt såret og taget til fange af soldater fra det kejserlige Rusland under første verdenskrig blev Broz sendt til arbejdslejr i Ural-bjergene. Han deltog i Oktoberrevolutionen og blev senere en del af en enhed af den røde garde i Omsk. Efter sin frigivelse rejste Broz hjem til det, der nu var blevet til Kongeriget Jugoslavien, hvor han meldte sig ind i Jugoslaviens kommunistiske parti (CPY).

Tito var hovedarkitekten bag det andet Jugoslavien, et socialistisk forbund, der varede fra 1943 til 1991–92. På trods af at han var en af grundlæggerne af Kominform, blev han snart herefter det første Kominform-medlem til at trodse den sovjetiske hegemoni, og det eneste der efterfølgende forlod Kominform og påbegyndte sit eget socialistiske program. Tito støttede op om uafhængige veje til socialisme (somme tider benævnt som "nationalkommunisme"). I 1951 implementerede han et selvforvaltningssystem, der adskilte Jugoslavien fra resten af Østbloklandene. En drejning hen mod en markedssocialistisk samfundsmodel førte i 1950'erne og 1960'erne til økonomisk ekspansion og i 1970'erne til et efterfølgende fald. Hans indenrigspolitik undertrykte nationalistiske bevægelser og søgte i stedet at fremme de seks jugoslaviske nationers "broderskab og enhed". Efter Titos død i 1980 vendte flere af tidligere tiders spændinger de jugoslaviske republikker imellem tilbage, og i 1991 gik landet i opløsning i en række krige, inter-etniske konflikter og optøjer, der kom til at vare resten af årtiet, og som fortsat påvirker flere af de tidligere jugoslaviske republikker. Tito er en kontroversiel figur i flere lande på Balkan.^[12]

1. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
2. ^ "Josip Broz Tito". Encyclopædia Britannica Online. Hentet 27. april 2010.
3. ^ Rhodri Jeffreys-Jones (13. juni 2013). In Spies We Trust: The Story of Western Intelligence. OUP Oxford. s. 87. ISBN 978-0-19-958097-2.
4. ^ Andjelic, Neven (2003). Bosnia-Herzegovina: The End of a Legacy. Frank Cass. s. 36. ISBN 0-7146-5485-X.
5. ^ McGoldrick 2000, s. 17.
6. ^ Shapiro, Susan; Shapiro, Ronald (2004). The Curtain Rises: Oral Histories of the Fall of Communism in Eastern Europe. McFarland. s. 180. ISBN 0-7864-1672-6.
   "...All Yugoslavs had educational opportunities, jobs, food, and housing regardless of nationality. Tito, seen by most as a benevolent dictator, brought peaceful co-existence to the Balkan region, a region historically synonymous with factionalism."
7. ^ Melissa Katherine Bokovoy, Jill A. Irvine, Carol S. Lilly, State-society relations in Yugoslavia, 1945–1992; Palgrave Macmillan, 1997 p. 36 ISBN 0-312-12690-5
   "...Of course, Tito was a popular figure, both in Yugoslavia and outside it."
8. ^ Martha L. Cottam, Beth Dietz-Uhler, Elena Mastors, Thomas Preston, Introduction to political psychology, Psychology Press, 2009 p. 243 ISBN 1-84872-881-6
   "...Tito himself became a unifying symbol. He was charismatic and very popular among the citizens of Yugoslavia."
9. ^ Peter Willetts, The non-aligned movement: the origins of a Third World alliance (1978) p. xiv
10. ^ Bremmer, Ian (2007). The J Curve: A New Way to Understand Why Nations Rise and Fall. Simon & Schuster. s. 175. ISBN 0-7432-7472-5.
11. ^ Ridley 1994, p. 59.
12. ^ Tito died but controversy remained: Who was Tito?