Karma (sanskrit: कर्म; Pali: kamma) betyder "handling", "arbejde" eller "gerning"; det henviser også til den åndelige lov om årsag og virkning, da en persons intention og handlinger (årsag) påvirker individets fremtid (virkning).[1] Mere præcist bruges karma om den energi, der affødes af en handling, og som udløser en skæbne, eventuelt i et senere liv. Karmaloven indebærer således, at et menneskes gode hensigt og gode gerninger bidrager til en god karma og bedre genfødsler for dette menneske. Omvendt bidrager et menneskes dårlige intentioner og dårlige gerninger til en dårlig karma og dårlige genfødsler.[2] [3]
Ideen om karma er tæt forbundet med ideen om genfødsel (reinkarnation) i mange indiske religioner (især hinduisme, buddhisme, jainisme og sikhisme)[4] samt i taoismen [5] Ifølge disse religioner påvirker karma i nutiden ens fremtid i det aktuelle liv såvel som arten og kvaliteten af fremtidens liv - ens vej gennem saṃsāra.[6] [7]