Kinas historie er nedskrevet siden det 8. århundrede f.Kr. Men forud for historieskrivningens tid, "Forårs- og efterårs-tiden·, kinesisk: 春秋, benyttedes også skriftsprog. Skildpaddeskjold hvorpå der er graveret med kinesisk skrift fra Shang-dynastiet er blevet kulstof 14-dateret til omkring 1500 f.Kr.. Disse optegnelser tyder på, at den kinesiske civilisation begyndte som bystater langs Den Gule Flod floden Huáng Hé i Nordøstkina, og bredte sig sydover og nåede under Qīng-dynastiet omtrent det geografiske område, som omfatter Kina i dag. Kineserne brugte – og bruger – oftest dynastiernes navne til at inddele historien i epoker. Dette har sammenhæng med, at dynastiskiftene ofte også indebar ændring i styreform, hovedstad og herskerklasse. Der blev udviklet en relativt effektiv administration hvor embedsmændene (ideelt set) skulle udvælges efter eksamenskarakterer, ikke arv (som i datidens Europa). Den tidlige udvikling af en statsideologi baseret på konfucianismen (som blev "statsfilosofi" under Hàn-dynastiet 100-tallet f.Kr.), og udviklingen af et alment udbredt skriftsystem (standardiseret i 220-tallet f.Kr.) styrkede også kinesisk civilisation. Politisk har Kina vekslet mellem at være et forenet storrige og være opsplittet i mindre stater. Landet blev regelmæssigt angrebet og også to gange erobret af folkeslag, som ikke tilhørte Hàn-etniciteten. Interaktion med den asiatiske omverden og en række immigrations- og emigrationsbølger skabte det billede man i dag har af kinesisk folk og kultur.