Knossos (græsk Κνωσσός) var i bronzealderen den største by på den græske ø Kreta og centrum for den minoiske kultur.
Knossos blev opdaget i nyere tid af Sir Arthur Evans i 1894; men på grund af borgerkrigen på Kreta mod tyrkerne kunne Evans først gennemføre større udgravninger i 1900.
Knossos har været beboet siden stenalderen. Visse levn kan dateres så langt tilbage som 7000 f.Kr.; men sit højdepunkt nåede byen i perioden 1900 f.Kr. til 1600 f.Kr., hvor den havde mange momumentale religiøse og administrative bygninger og en omkringliggende beboelse på ca. 7000 mennesker.