Kobbelbrug eller holstensk drift (efter oprindelsesstedet) betegner en dyrkningsmåde, hvor markarealerne blev inddelt i et antal lige store kobler, i almindelighed mellem 7 og 13, og med indførelse af et sædskifte svarende til antallet af kobler. Efter et års brak fulgte 3-6 år med korndyrkning, i reglen først vintersæd (rug eller hvede), derefter byg, havre eller ærter, så en periode hvor marken lå i græs.
Kobbelbrugets fordele bestod dels i indtagelsen af foderafgrøder i sædskiftet, dels i en stadig skiften mellem korn og forderafgrøder med deraf følgende næringstilførsel til jorden. Bælgplanter forøgede kvælstofmængden, og inddragelse af kløver og rajgræs i omdriften øgede frugtbarheden og gav bedre kreaturfoder. Desuden fik jorden en længere hviletid mellem kornafgrøderne (halvdelen mod en tredjedel i trevangsbruget).
Overgang til kobbelbrug indledtes i sidste tredjedel af 1700-tallet på Sjælland og Fyn. Adam Gottlob Moltke på Bregentved gods var en pioner og blev i løbet af få år fulgt af henved 60 sjællandske hovedgårde. Fra 1770-erne indførte Chr. D. Reventlov kobbelbrug på sine lollandske godser, og fulgtes i løbet af få år af andre godser på Lolland. På Fyn var Broholm, Dallund og grevskabet Brahesminde blandt de første til at indføre kobbelbrug.