Kobberstik

Fremstilling af kobberstik ifølge Diderots Encyclopédie
Fig. 1 Skitse. Motivet tegnes på bagsiden af arket fordi graveringen på trykpladen må være spejlvendt.
Fig. 2-3 Skitsen tydeliggjøres (mørke parti) og skygger lægges på.
Fig. 4-5 Hvordan man arbejder og hvordan man holder gravstikken.
Fig. 7-11 Ved at skære flere gange i samme spor, opnås valører i farven, fordi sporet bliver større eller bredere.
Fig. 12-13 Graveringer i trykpladen fra en gravstik
Gravstik til bearbejdning af kobberpladen
Kalkografi − kobberstikkunst

Kobberstik er et dybtryk taget af en ridset kobberplade.

I Danmark er en af de betydeligste kobberstikkere J.F. Clemens, 1749-1831, der blandt andet arbejdede efter forlæg af Johannes Wiedewelt, Nicolai Abildgaard, Jens Juel og Johan Henrik Hanck.

Kobberstik er i videre betydning benævnelsen på sådanne kunstblade, som fremkommer ved aftryk på papir af en kobberplade, i hvilken en tegning er enten graveret eller ætset med syre. Ved denne teknik arbejdes altså tegningens linjer ned i kobberpladen, mens man i træsnittet uddyber mellemrummet mellem tegningens linjer, så at disse bliver stående i ophøjet relief over træstokkens grund.

I snævrere betydning betegner kobberstik et aftryk af en plade, der helt eller væsentligt er bearbejdet med gravstikke, i modsætning til raderingen, der fremstilles ved, at tegningen ætses ned i pladen med syre. Dette egentlige kobberstik er her alene genstand for nærmere omtale, idet der såvel for raderingen som for de andre arter af kobberstikteknik (mezzotinte, punktermanér, akvatinte, crayonmanér) henvises til disse artikler.

Kobberstik egner sig ikke som træsnit til illustrationsmiddel, idet det ikke lader sig gengive ved bogtrykkerpressen; det har imidlertid haft overordentlig kunstnerisk betydning, dels som selvstændig kunstart, dels ved reproduktion af andre kunstværker, og i århundredernes løb udvikledes der inden for det en egen fint gennemarbejdet teknik, hvis tilegnelse krævede en betydelig uddannelse. De i pladen indgraverede linjer kan udvides såvel i bredde som i dybde, hvilket gør det muligt at opnå en rig afveksling af overgange fra de dybeste skyggepartier til det højeste lys.

Et kobberstik kendes således fra træsnit på stregernes faste og smidige karakter; det letteste kendetegn er imidlertid pladeranden, der altid er tydelig fremtrædende, når den ikke, som tilfældet var med de fleste samlinger af kobberstik fra 18. århundrede, er skåret bort. Disse egenskaber i forbindelse med den sene fremgangsmåde ved kobbertrykningen bevirker dets forholdsvise kostbarhed.


Developed by StudentB