Korruption

Korruption (fra latin corruptio) betyder fordærvet tilstand, forfald eller beskadigelse. Den mest udbredte definition af korruption, som anvendes af fx Verdensbanken og Transparency International, er "misbrug af betroet magt for egen vindings skyld" eller "misbrug af offentligt embede til privat vinding". Korruption dækker derved over en række strafbare handlinger som bestikkelse, bedrageri, underslæb, mandatsvig, embedsmisbrug og nepotisme. Selve betegnelsen korruption anvendes ikke direkte i dansk straffelov.

Korruption kan bestå i, at en betroet embedsmand eller politiker modtager penge eller andre fordele enten for at træde i funktion, for at undlade at træde i funktion eller for at misbruge sin betroede stilling til at give andre en uretmæssig fordele. Korruption har store negative økonomiske konsekvenser (effektivitetstab), idet misbruget fjerner en del af økonomien fra den frie konkurrence. Derudover truer den samfundets stabilitet og sikkerhed, underminerer retsstaten, demokratiske institutioner og værdier.

I Danmark er flere former strafbar korruption. For bl.a. embedsmænd i kraft af straffelovens bestemmelse om mandatsvig - og for modparten for medvirken og bestikkelse af offentligt ansatte. Regler om bestikkelse af offentligt ansatte findes i straffelovens § 122 og 144. Straffelovens § 122 angår aktiv bestikkelse dvs. det at yde bestikkelse til en offentlig ansat, mens § 144 angår den passive bestikkelse, hvilket vil sige den offentligt ansattes modtagelse af bestikkelse. Bestikkelse i den private sektor, der ofte betegnes som returkommission, er kriminaliseret i straffelovens § 299.

Organisationen Transparency International måler hvert år korruptionen i de fleste lande i verden. Blandt de mindst korrupte lande er OECD-landene og helt i top lande som Danmark (øverst), Finland og New Zealand, mens de mest korrupte lande oftest tæller lande i Afrika og Asien som Zimbabwe, Cambodia og Angola.

• Bekendtgørelse af straffeloven § 144