Krisen i den Romerske Republik

Krisen i den Romerske Republik var en længere periode med politisk ustabilitet og social uro fra ca. 135 f.Kr. til 27 f.Kr., der kulminerede med den Romerske Republiks undergang og fremkomsten af det Romerske Kejserrige.

Årsagerne til krisen ændrede sig gennem årerne og omfattede blandt andet slaveri, røveri, interne og eksterne krige, overvældende korruption, jordreformer, indførelsen af nye ulidelige straffe,[1] udvidelsen af romersk statsborgerskab, og endda den skiftende sammensætning af den romerske hær.[2]

Moderne forskere er også uenige om krisens karakter. Traditionelt blev udvidelsen af statsborgerskabet (med alle dets rettigheder, privilegier og pligter) betragtet negativt af blandt andet den samtidige Sallust, den moderne Edward Gibbon og andre (både samtidige og moderne forskere) fordi det forårsagede intern uenighed, tvister med Roms italienske allierede (socii), slaveoprør og optøjer.[3] Imidlertid har andre forskere hævdet, at da det var meningen, at Republikken skulle være res publica – det væsentlige for folket – kunne de fattige og dem uden stemmeret ikke bebrejdes for at forsøge at rette op på deres legitime og juridiske klager.[3]

  1. ^ The root of excruciating means from crucifixion. See Fields, p. 79.
  2. ^ Fields, pp. 8, 18–25, 35–37.
  3. ^ a b Fields, p. 41, citing Sallust, Iugurthinum 86.2.

Developed by StudentB