Kunstig befrugtning

Kunstig befrugtning (også betegnet Assisteret reproduktion)^[1] dækker over enhver form for befrugtning, der ikke foregår ved samleje. Konkret betegner kunstig befrugtning den lægelige behandling og diagnostik, der baserer sig på eller kombineres med udtagning af menneskelige æg og/eller instrumentelt assisteret befrugtning med sædceller. Man skelner mellem in vitro-fertilisering, hvor befrugtningen finder sted udenfor kvindens krop, og insemination, hvor sæden sprøjtes op i kvindens livmoder.

Metoden vandt frem i 1950'erne som behandling af barnløshed hos mennesker, men har været anvendt i landbruget i mange år. In vitro-fertilisering blev introduceret i 1978 i England af biologen Robert Edwards og gynækologen Patrick Steptoe.

En af dem der har udviklet metoden til kunstig befrugtning med forsøg med dyr var den russiske forsker Ilja Ivanovitj Ivanov, som omkring 1900 bl.a. eksperimenterede med at blande forskellige dyreracer med hinanden. Han er også kendt for at foretage kontroversielle forsøg med insemination af hun-aber med menneskesæd, som dog mislykkedes.

1. ^ assisteret reproduktion Arkiveret 19. april 2023 hos Wayback Machine på Styrelsen for Patientsikkerhed stps.dk