Ved en landsby forstås en samlet bebyggelse på mindst 3 landbrugsejendomme, hvis indbyggere fortrinsvis lever af landbrug.[1]
Bebyggelser kan være af meget uens størrelse beroende på vilkårene for landbrugsudøvelsen. Tidligere skelnede man i Danmark mellem små landsbyer (under 250 indbyggere) og storlandsbyer (250-450 indbyggere)[2], men skellet var ikke begrundet og synes ej heller særligt berettiget. Skellet anvendtes først og fremmest til at skelne mellem frugtbare og jævne jorder over for stærkt bakkede og/eller mindre frugtbare jorder, der ikke kunne bære en tæt landbrugsbefolkning.
I Skandinavien er landsbyerne som regel forholdsvis små.[3] I Mellemeuropa og Sydeuropa kunne landsbyer indtil 2. verdenskrig ofte være større end de egentlige byer: Martin Vahl omtaler i 1933 landsbyer på Sardinien og Sicilien med 5.000-10.000 indbyggere.[4] I Asien findes der landsbyer med over 10.000 indbyggere. Verdens største landsby (i det sydlige Afrika) talte angiveligt omkring 80.000 indbyggere, fortrinsvis kvægavlere.
I Europa og mange andre steder opretholdt landsbyerne deres formål og udseende frem til anden halvdel af 1800-tallet, hvor efter mange blev inddragne i den da fremadskridende industrialisering og derved skiftede karakter, og i det moderne, vestlige landbrug er mange landbrugsejendomme overtagne af folk, hvis virke ikke er inden for landbruget. Skønt bebyggelserne således forsat har bevaret deres landsby-udseende, har de en anden befolkningsssammensætning end de oprindelige landsbyer havde. Mange steder i Afrika og Asien har landsbyerne imidlertid bevaret deres hovedformål helt frem til begyndelsen af det 21. århundrede.