Landskabsmaleri

Et landskabsmaleri er et maleri, der har landskabet som sit motiv. Blandt de betydeligste landskabsmalere er Caspar David Friedrich^[1] og J.M.W. Turner^[2] begge fra den romantiske periode. Landskabsmalerier er kendt fra alverdens regioner.

Som litteraturen viser de antikke folkeslags levende interesse for naturens skønhed, og oldtidsfund giver os beviset for datidens interesse for billedlig fremstilling, så er landskabet mest med som baggrund eller i rent dekorative øjemed. I den alexandrinske tid med dens mere udprægede natursans fik landskabet et selvstændigere præg. Som et klassisk eksempel på senantikt landskabsmaleri er freskerne fra Casa di via Graziosa, der illustrerer scener fra Odyssén, nu opstillet i Vatikanmuseet; andre eksempler kendes fra fundene i Pompeji og Herculaneum.

I middelalderen havde landskabsmaleriet dårlige vækstbetingelser. Det, som det rørte sig i sø og skov, mark og bjerg, var fyldt med onde dæmoner.^{[kilde mangler]} Italienerne synes at have været de første, der kunne iagttage og nyde landskabet som noget skønt. Helt ind i middelalderen går denne skønhedsfølelse, der brød frem i renæssancen, Frans af Assisi, Dante; senere Francesco Petrarca, Aeneas Sylvius' skildring af italienske natur, Spinello Aretinos af en solnedgang.

Forklaringen på landskabsmaleriets sene udvikling skal nok findes i, at den æstetiske landskabskategori først skulle træde frem. Filosoffen Joachim Ritter har argumenteret for, at opgivelsen af et brugsforhold til naturen var forudsætningen for, at æstetikken og dermed landskabsmaleriet kunne opstå. For Ritter er Petrarcas beskrivelse af bjergbestigningen af Mont Ventoux i 1336 et vendepunkt. Naturen var ikke længere blot et fødevarekammer, men kunne gengives kunstnerisk.^[3] Landskabsmalerierne kunne finde et publikum blandt italienske patriciere, der havde forladt de pestramte byer og søgt tilflugt i villaer på landet.

Det var dog først i det nordlige Europa med folkenes medfødte kærlighed^{[kilde mangler]} til den landskabelige natur — og først sent — at der dannedes en fuldt selvstændig landskabskunst løst fra sin forbindelse med den kirkelige overlevering. Også for landskabet gjorde van Eyck’ernes malerkunst epoke. Her som andetsteds fremtrådte landskabet som baggrund for en figurlig fremstilling, udført med glimrende teknik, dybt perspektiv og de ny strålende oliefarver fangede det selvstændig interesse. Landskabet gjorde sig nu mere gældende efter udviklingslinjen: mindre og mindre figurer og større landskaber, indtil de første svandt ind til ren staffage. I 15. og 16. århundrede sås på de tyske maleres billeder baggrunde, udmærkede billeder af Albrecht Altdorfer med betoning af luftperspektivet, med stejle fjelde, ligesom på Leonardo da Vincis; Tizian skildrede Gadores bjergegn, Rafael og den umbriske skole en blødere, mildere natur med slanke træer etc.

I Italien, hvor landskabskunsten tidlig dyrkedes i Siena, Ambrogio Lorenzetti, derefter af Piero di Cosimo, Antonio del Pollaiolo etc. også Benozzo Gozzolis fresker i Pisa, blev det især Correggio, Giorgione og først og fremmest Tizian, der gjorde det landskaber til et selvstændigt element i billedets samvirkning; endvidere kan nævnes Tizianos elev Andrea Schiavone, Jacopo Bassano og overhovedet den venetianske skole; Annibale Carracci skabte et selvstændigt landskabsmaleri. Hans og Bologneserskolens klassiske landskabskunst med den arkitektoniske opbygning, store og rene linjer, blev banebrydende for den "historiske" gren af landskabskunsten, som den fortættedes og udvikledes til kulmination i Frankrig. I Holland oversatte Bartholomeus Breenbergh og fæller Carraccis retning ”en miniature”; vigtige italienske navne i denne kunstgrens historie er Francesco Albani, Giovanni Francesco Grimaldi, Guido Reni, Domenico Zampieri og Salvator Rosa, det "romantiske" landskab. En betydelig kraft tilførtes den italienske kunst ved hollænderen Paul Bril. Fra ham gik impulserne videre til maleren fra Frankfurt Adam Elsheimer og derfra til Rembrandt og til Flandern, de "blå" landskabsmalere, gennem J. Brueghel.

Men større betydning fik han vel i Frankrig for Nicolas Poussin, den egentlige skaber af det heroiske landskab med mytologisk staffage, dennes svoger Gaspard Dughet og først og fremmest Claude Lorrain, hvis skønne elysiske landskaber med den ubrudte harmoni, milde fred og det gyldne lys blev som et ”dogme” for megen landskabskunst og toges forfængelig i skabelonmæssige efterligninger i tusindvis. Fine malere og dygtige repræsentanter for Lorrains retning traffes især i Nederlandene: Herman van Swanevelt, Jan Dirksz Both, Jan Hackaert etc.

1. ^ Vaughan, William (1980), German Romantic Painting, New Haven: Yale University Press, ISBN 0-300-02387-1, side 65
2. ^ "Richard Lacayo, "The Sunshine Boy", [[Time Magazine]], 11. oktober 2007". Arkiveret fra originalen 24. august 2013. Hentet 14. februar 2010.
3. ^ Joachim Ritter, "Landskab" [1963], i: Jørgen Dehs (red.), Æstetiske teorier. En antologi, 2. udgave, Odense: Odense Universitetsforlag 1995. ISBN 87-7838-131-2