En laser er en indretning, som skaber lys eller anden elektromagnetisk stråling med ganske særlige egenskaber ved hjælp af kvantemekaniske effekter. Navnet er et akronym for de engelske ord "Light Amplification by Stimulated Emission of Radiation" "Lysforstærkning ved stimuleret udsendelse af stråling".
Lyset fra en helt ideel laser udmærker sig på tre måder:
Lyset har én bølgelængde – synlige laserstråler vil altid have en klar farve
Alle bølger bevæger sig i præcis samme retning: I stedet for en lyskegle danner laseren en tynd, snorlige stråle. Det ses tydeligt hvis strålen går igennem røg, tåge, støv eller lignende.
Alle bølger svinger i takt, så energien i hver bølge adderes ved konstruktiv interferens. Intensiteten inden for selve strålen er derfor særdeles høj.