Leopold von Ranke | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 21. december 1795, 20. december 1795 Wiehe, Thüringen, Tyskland |
Død | 23. maj 1886 Berlin, Tyskland |
Gravsted | Sophienkirche |
Søskende | Ernst Ranke, Friedrich Heinrich Ranke, Karl Ferdinand Ranke |
Ægtefælle | Clarissa Graves (fra 1843) |
Børn | Frieduhelm von Ranke, Otto von Ranke, Maximiliane von Ranke, Albrecht von Ranke |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Leipzig Universitet (1814-1818), Landesschule Pforta |
Elev af | Gottfried Hermann |
Medlem af | Foreningen for serbiske breve, Serbiske Lærde Selskab, Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien, Det Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi, Ungarsk Videnskabsakademi med flere |
Beskæftigelse | Universitetsunderviser, historiker, akademiker, forfatter |
Fagområde | Historie |
Arbejdsgiver | Humboldt-Universität zu Berlin |
Arbejdssted | Frankfurt (Oder) (1818-1824), Berlin (fra 1824) |
Elever | Albert Hauck |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Pour le Mérite for videnskab og kunst (1855), Æresborger i Berlin, Bayerske Maximiliansorden for videnskab og kunst (1853) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Leopold von Ranke (født 21. december 1795 i Wiehe (Unstrut), Tyskland, død 23. maj 1886 i Berlin) var en af de største tyske historikere fra det 19. århundrede, og anses ofte som grundlæggeren af videnskabelig historieforskning. Han har præget meget af senere historieskrivning og introducerede ideer, så som at basere sig på primærkilder, vægt på beskrivende historieskildring "som det faktisk var" (wie es eigentlich gewesen ist) og var særlig interesseret i udenrigspolitik.
Ranke var også grandonkel til den britiske digter Robert Graves.
Ranke regnes med sit værk Zur Kritik neuerer Geschichtsschreiber fra 1824 som kildekritikkens foregangsmand og indledte en epoke hvor ambitionen om en historisk objektivitet blev det primære mål.
Denne kritik var et tillæg til Rankes første trykte arbejde Geschichten der romanischen und germanischen Völker hvorfra der næsten altid – når Ranke omtales – citeres følgende stump bloß sagen, wie es eigentlich gewesen.
Lidt fyldigere citeret:
"... Man hat der Historie das Amt, die Vergangenheit zu richten, die Mitwelt zum Nutzen zukünftiger Jahre zu belehren, beigemessen; so hoher Ämter unterwindet sich gegenwärtiger Versuch nicht: er will bloß sagen, wie es eigentlich gewesen. ..."
"... Man har tildelt historien den opgave at dømme fortiden, at belære samtiden til nytte for fremtiden: så højt drister nærværende forsøg sig ikke: det vil blot vise, hvordan det egentlig har været. ..." [1]
Zur Kritik neuerer Geschichtsschreiber som redegjorde for Rankes opfattelse af kildematerialet, blev for en hel generation af historikere eller mere til mønstereksemplet på hvordan materialet burde undersøges, og er vel en af de mest indflydelsesrige bøger for historiefaget inden for den vesteuropæiske kulturkreds. [2]