Liberalisme

Den engelske filosof John Locke regnes ofte for liberalismens grundlægger

Liberalismen er en politisk ideologi, der har spillet en væsentlig rolle i de fleste vestlige lande siden dens fødsel i årtierne omkring den franske revolution. Liberalismen tager udgangspunkt i et individualistisk menneskesyn og betoner menneskets frihed i forhold til staten.

Liberalisme er ikke noget entydigt begreb. Ofte skelnes mellem politisk liberalisme, som den engelske filosof John Locke anses for at have stået fadder til, og økonomisk liberalisme, som startede med den skotske økonom og filosof Adam Smith. Den økonomiske liberalisme betoner først og fremmest markedets frihed, mens den politiske liberalisme især interesserer sig for individets frihed og rettigheder. Op gennem historien er de to former for liberalisme ofte kommet i konflikt med hinanden – når der eksempelvis er blevet argumenteret for, at markedets frihed begrænser individets frihed.[1] I det hele taget har liberalismen udviklet sig meget forskelligt i forskellige lande og perioder, og der findes mange forskellige afskygninger, der betoner hver deres udlægning. Nogle temaer går dog igen hos de fleste liberale grupperinger: Troen på lige rettigheder og individuelle frihedsrettigheder (f.eks. tros- og ytringsfrihed), støtte til privat ejendomsret og en afgrænset konstitutionel statsmagt samt betydningen af beslægtede værdier som pluralisme, tolerance og folkets suverænitet.[2] Andre liberale kendetegn er tilslutningen til de grundlæggende retsprincipper, der karakteriserer en retsstat; en kapitalistisk markedsøkonomi; vægt på civilsamfundets rolle; international frihandel; samt international bevarelse af fred via mægling og indgriben fra internationale organisationer.[3] I statskundskaben betegner liberalisme således en særlig forskningsretning indenfor international politik, der i modsætning til den konkurrerende teoriretning realismen bygger på en opfattelse af, at fredeligt samarbejde mellem forskellige suveræne stater kan være i deres gensidige interesse.

  1. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 1526.
  2. ^ Young, Shaun (2002). Beyond Rawls: An Analysis of the Concept of Political Liberalism. Lanham, MD: University Press of America. ISBN 0-7618-2240-2.
  3. ^ Hector Estrup og Palle Svensson: liberalisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2017.

Developed by StudentB