Lise Meitner | |
---|---|
Personlig information | |
Født | Lise Meitner 17. november 1878 Wien, Østrig-Ungarn |
Død | 27. oktober 1968 (89 år) Cambridge, England |
Gravsted | St James Churchyard |
Nationalitet | Østrigsk Svensk |
Far | Philipp M Skovran |
Mor | Hedwig Skovran |
Søskende | Carola Meitner, Gisela Meitner, Auguste Meitner, Frida Meitner, Max Meitner, Moriz Meitner, Walter Meitner. |
Ægtefæller | Ugift |
Familie | Otto Robert Frisch (nevø) |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Wien Universitet (1901-1906), Akademisches Gymnasium (til 1901) |
Medlem af | Royal Society (fra 1955), Kungliga Vetenskapsakademien, Det østrigske videnskabsakademi, American Academy of Arts and Sciences, Tysk Videnskabsakademi i Berlin med flere |
Beskæftigelse | Universitetsunderviser, kernefysiker, fysiker, kemiker |
Fagområde | Fysik |
Arbejdsgiver | Humboldt-Universität zu Berlin, Wien Universitet, The Catholic University of America, Friedrich-Wilhelms-Universität zu Berlin, Kungliga Tekniska Högskolan (til 1953) |
Arbejdssted | Stockholm, Cambridge |
Elever | Nikolaus Riehl |
Kendte værker | opdagelse, Entdeckung der Kernspaltung |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Lieben-prisen (1925) Max Planck-medaljen (1949) Otto Hahn-prisen (1955) ForMemRS (1955) Wilhelm Exner-medaljen (1960) Enrico Fermi-prisen (1966) |
Signatur | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Lise Meitner (født 7. november[1] 1878, død 27. oktober 1968) var en fremtrædende østrigsk fysiker, der boede i Østrig, Tyskland, Sverige og England. Meitner var med til opdagelsen af grundstoffet protactinium og kernefission (at et atoms kerne kan spaltes.[2][3][4] ) Hun betragtes som den mest betydningsfulde kvindelige forsker i det 20. århundrede.[5]
Da Meitner blev Doctor Philosophiae i 1905 var hun den anden kvinde i Wien, der opnåede denne grad i fysik. Hun blev den første kvindelige professor på Wien Universitet. Hun tilbragte det meste af sin videnskabelige karriere i Berlin, hvor hun blev leder af fysikafdelingen på Kaiser-Wilhelm-Institut, og den første kvinde Tyskland der fik et fuldt professorrat i fysik. Hun mistede sin stilling i 1930'erne som følge af de antisemitiske Nürnberglove i Nazityskland, og i 1938 flygtede hun til Sverige, hvor hun boede i mange år. I 1949 fik hun svensk statsborgerskab.[3]
Meitner modtog mange priser i sit liv, men ikke nobelprisen i kemi i 1944, som blev givet for kernefission. Den gik til hendes samarbejdspartner Otto Hahn. Adskillige videnskabsfolk og journalister har kaldt denne eksklusion for "uretfærdig". Ifølge Nobelprisens arkiv er hun nomineret 19 gange til nobelprisen i kemi mellem 1924 og 1948, og 29 gange til nobelprisen i fysik mellem 1937 og 1965. På trods af aldrig at have fået nobelprisen blev Meitner inviteret til at deltage i Lindau Nobel Laureate Meeting i 1962. Meitner modtog mange andre æresbeviser, inklusiv grundstof nummer 109 meitnerium i 1997, der er opkaldt efter hende.