Luftfoto

Luftfotografi af Flakfortet.
Luftfotografi af Kuressaare.

Luftfotografering er at tage fotografier af objekter på jorden fra en høj position. Udtrykket henviser sædvanligvis til billeder, hvor kameraet ikke er understøttet af en jordbaseret struktur. Kameraer kan være håndholdte eller monteret, og fotografier kan tages af en fotograf, eller udløses ved fjernbetjening eller udløses automatisk. Platforme for luftfotografering omfatter fastvingede fly, helikoptere, balloner, luftskibe og styrbare balloner, raketter, drager, pæle, faldskærme og UAV.

Luftfotografier kan deles i to kategorier, lodfotos og skråfotos. Lodfotoet er karakteriseret ved at være lodrette optagelser fra stor højde med henblik på kortlægning, planlægning og militære formål. Skråfotoet er billeder i fugleperspektiv, typisk af enkelte bygninger, huse eller anlæg samt panoramabilleder af hele byer. Skråfotos er hovedsageligt optaget med salg for øje.

En tredje måde at tage fotos er direkte ned, dette bruges til kort og kaldes i daglig tale ortofoto efter det fulde navn ortofotografisk kort. I nyere tid er ortofoto blevet almene værktøjer igennem apps og websites, hvor de ofte kaldes "satellitfoto", og hentyder til at de er blevet taget af satellitter i kredsløb om jorden.

De første luftfotos blev optaget allerede under 1. verdenskrig, hvor man for første gang kortlagde fjendens placering og styrke fra luften. Under 2. verdenskrig brugte man bl.a. luftfotos til at kortlægge vanddybderne ud for Normandiets kyst, forud for D-dag.

Siden er kortlægning ud fra flyfotos, fotogrammetri, blevet den mest anvendte metode til udarbejdelse af digitale kort. Et kamera placeret i bunden af et fly optager billeder af området under flyet, som flyver langs rette og parallelle linjer. Således kan en mosaik af billeder dække et større geografisk område.


Developed by StudentB