Magtadskillelse eller magtdeling er navne for idéen om, at magten i en stat forfatningsmæssigt skal deles mellem to eller flere (mere eller mindre) uafhængige magtpoler, for at disse skal opveje og kontrollere hinanden og sikre, at en person eller gruppe ikke får for meget magt.
Montesquieu omtaler i sit værk De l'esprit des lois fra 1748 magtens tredeling, hvor magten er opdelt i en udøvende magt (monarken eller en præsident, der gennem en regering leder den offentlige forvaltning, herunder politi, militær, skattevæsen osv.), en lovgivende magt (parlament, i Danmark Folketinget) og en dømmende magt (domstolene).
Den lovgivende magt kaldes også den legislative magt; mens den udøvende magt også betegnes den eksekutive magt; og den dømmende magt kaldes også den judikative magt.[1]