Manuel 1. Komnenos | |
---|---|
Kejser af Det østromerske rige | |
Kroning | August 1143 |
Regerede | 5. april 1143 - 24. september 1180 |
Forgænger | Johannes 2. Komnenos |
Efterfølger | Alexios 2. Komnenos |
Ægtefæller | Bertha af Sulzbach Maria af Antiokia |
Børn | Maria Komnene Alexios 2. |
Hus | Komnenos |
Far | Johannes 2. Komnenos |
Mor | Irene af Ungarn |
Født | 28. november 1118 Konstantinopel |
Død | 24. september 1180 Konstantinopel |
Manuel 1. Komnenos (græsk: Μανουήλ Α' Κομνηνός, Manouēl I Komnēnos) (28. november 1118 – 24. september 1180) var en østromersk kejser i 1100-tallet, som regerede i en skelsættende periode for det Østromerske Kejserdømme og middelhavsområdet.
Han var ivrig efter at genskabe det byzantinske rige som en supermagt i middelhavsområdet, og han førte en energisk og ambitiøs udenrigspolitik. Undervejs indgik han alliancer med paven og det genopstandne Vesteuropa, invaderede Italien, håndterede med held at det 2. korstog passerede gennem hans rige og etablerede et byzantinsk protektorat over Korsridderstaterne i Det hellige land.
I lyset af muslimske fremstød i det hellige land, gjorde han fælles sag med kongeriget Jerusalem og deltog i en fælles invasion af Fatimide-kalifatet i Ægypten.
Manuel omskabte det politiske kort over Balkan og det østlige Middelhavsområde, og satte kongeringerne Ungarn og Outremer under byzantinsk overherredømme, og kæmpede aggressivt mod sine naboer i såvel vest som øst. I slutningen af hans regeringstid blev Manuels sejre i øst bragt i fare af et alvorligt nederlag i Slaget ved Myriokephalon, som i høj grad skyldtes hans overmod ved at angribe en velforsvaret Seljukisk stilling.
Han blev af grækerne kaldt ho Megas (ὁ Μέγας, der kan oversættes med "den store") og Manuel er kendt for at have inspireret til intens loyalitet blandt de som tjente ham. Han fremtræder også som en helt i en historie, som blev skrevet af hans sekretær, John Kinnamos, hvor han tilskrives alle dyder.
Manuel, som var påvirket af hans forbindelse til de vestlige korsriddere, havde ry for at være "den mest velsignede kejser af Konstantinopel" også i dele af den latinske verden.[1]
Moderne historikere har imidlertid været knap så begejstrede for ham. Nogle af dem hævder, at den store magt han besad ikke skyldtes hans egne handlinger, men skyldtes det dynasti han repræsenterede. De hævder også at, da det byzantinske kejserdømmes magt blev dramatisk indskrænket efter hans død, at det kun er naturligt at se efter årsagerne til denne nedgang i hans regeringstid.[2]