Maoisme er en form for kommunisme, som udvikledes af Kinas kommunistpartis leder Mao Zedong. Statsbærende ideologi i Kina 1949-1978.
Til forskel fra Lenin mente Mao, at den proletariske revolution kunne gennemføres af bondebefolkningen, hvilket fremgår bl.a. af Maos bog "Rapport om en undersøgelse af bondebevægelsen i Hunan" 1927. Denne form for kommunisme antager desuden, at klassekampen fortsætter også i det socialistiske samfund, som følger efter revolutionen. Man betoner også stærkt betydningen af massemobilisering af folket, til forskel fra sovjetkommunismen, hvor partiet som avantgarde spiller en meget vigtigere rolle.
Mao Zedong betragtes af Kinas kommunistiske parti som en "stor revolutionær leder" for hans rolle i kampen mod den japanske invasion under anden verdenskrig og for at skabe Folkerepublikken Kina, men maoismen som implementeret mellem 1959 og 1976 betragtes af Kinas kommunistiske parti som en økonomisk og politisk katastrofe. I Deng Xiaopings dage blev støtten til radikal maoisme betragtet som en form for "venstreafvigelse" og baseret på en personkult.[1]
I Kina har man aldrig brugt betegnelsen Maoisme. Man taler i stedet om Mao Zedongs-lære, som er beskrevet i bogen Maos lille røde. Bogen er en samling af citater af Mao. Bogen mistede sin betydning med arrestationen af Firebanden i 1976.
Efter Deng Xiaoping begyndte at reformere Folkerepublikken Kina i 1978, har Mao Zedongs tanker ikke længere den store betydning.