Merkur (planet)

Merkur
Merkur
	Merkurs indtil 2008 ukendte side, optaget af MESSENGER
Opdaget
	Kendt siden sumererne (3. årtusind f. kr.)
Kredsløb om Solen
Afstand til Solen (massecenter)	Min. 45 693 773 km; Maks. 69 350 381 km;
Halve storakse	57 522 077 km
Halve lilleakse	56 292 811 km
Excentricitet	0,20563069
Siderisk omløbstid	87d 23t 11m 52,083s
Synodisk periode	115d 21t 3m 44,64s
Omløbshastighed	Gnsn. 170 496 km/t; Min. 139 896 km/t; Maks. 212 328 km/t;
Banehældning	7,004 87° i fh. t. ekliptika; 3,38° i fh. t. Solens ækv.
Periapsisargument; ω	48,331 67 °
Opstigende knudes længde; Ω	29,124 78 °
Omgivelser
	–
Fysiske egenskaber
Diameter	4879km
Fladtrykthed	–
Omkreds	15 329 km
Overfladeareal	7,5·107 km²
Rumfang	6,1·1010 km³
Masse	3,302·1023 kg
Massefylde	5,472·103 kg/m³
Tyngdeacc. v. ovfl.	3,701 m/s²
Undvigelseshastighed v. ækv.	15300 km/t
Rotationstid	58d 15t 30m 31,68s
Aksehældning	0,01° ift. ekliptika
Nordpolens rektascension	281,010 °; (18t 44m 2,4s)
Nordpolens deklination	61,450 °
Magnetfelt	1% af Jordens
Albedo	10 %
Temperatur v. ovfl.	Gnsn. 167 °C; Min. -183 °C; Maks. 427 °C
Atmosfære
Atmosfæretryk	~ 0 hPa
Atmosfærens sammensætning	Kalium: 31,7%; Natrium: 24,9%; Atomar ilt: 9,5%; Argon: 7,0%; Helium: 5,9%; Molekylær ilt: 5,6%; Kvælstof: 5,2%; Carbondioxid: 3,6%; Vand: 3,4%; Brint: 3,2%

For alternative betydninger, se Merkur. (Se også artikler, som begynder med Merkur)

Merkur er planeten tættest på Solen og den mindste planet i Solsystemet,^[1] med en omløbstid om Solen på 87,969 dage. Merkurs kredsløb har den største excentricitet af alle Solsystemets planeter og den mindste aksehældning. Planeten roterer tre gange om sin akse, for hver gang den laver to omløb om Solen. Merkurbanens perihelium præcesserer omkring Solen med en størrelse, der er større end 43 buesekunder per århundrede; et fænomen, der blev forklaret i det 20. århundrede af Albert Einsteins Generelle relativitetsteori.^[2] Merkur er klar set fra Jorden, varierende i tilsyneladende størrelsesklasse fra −2,0 til 5,5, men den er ikke let at se, da den største vinkelafvigelse fra Solen kun er 28,3°. Da Merkur overstråles af Solens lys, kan den normalt kun ses i morgen- og aftenskumringen, medmindre der er solformørkelse.

Forholdsvist lidt er kendt omkring Merkur; jordbaserede teleskoper afslører kun en oplyst 'halvmåne' med begrænsede detaljer. Den første af to rumfartøjer, der har besøgt planeten var Mariner 10, der kun kortlagde omkring 45 % af planetens overflade fra 1974 til 1975. Den anden er MESSENGER, der kortlagde yderligere 30 % under sin første forbiflyvning d. 14. januar 2008. MESSENGER foretog to andre forbiflyvninger i henholdsvis oktober 2008 og september 2009, hvorefter den i 2011 gik i kredsløb og kortlagde hele planeten og foretog en lang række observationer af planeten frem til 2015.

Merkur ligner Månen: der er kraterfyldte områder og plane sletter, den har ingen måner og ingen atmosfære af betydning.

I modsætning til Månen har den dog en stor jernkerne, der frembringer et magnetfelt med en styrke på ca. 1 % af Jordens magnetfelt.^[3] Det er en usædvanlig tæt planet, da dens kerne er stor i forhold til hele planetens størrelse. Overfladetemperaturerne varierer fra 100 til 700 K (−173 °C til 427 °C),^[4] idet punkterne nærmest ækvator er de varmeste og bunden af kraterne nær polerne er de koldeste.

De ældste optegnede observationer af Merkur dateres tilbage til det første årtusinde f.Kr. Før det 4. århundrede f.Kr. troede de græske astronomer at planeten var to adskilte objekter: ét der kun var synligt ved solopgang, som de kaldte Apollon, og ét der kun var synligt ved solnedgang, som de kaldte Hermes. Det danske navn for planeten kommer fra det gamle Rom, som opkaldte den efter den romerske gud Merkur, som de ligestillede med den græske Hermes. Det astrologiske symbol for Merkur er en stiliseret version af Hermes' stav.^[5]

^ Pluto blev før betragtet som den mindste, men blev i 2006 omklassificeret til en dværgplanet.
^ Jose Wudka (1998-09-24). "Precession of the perihelion of Mercury". Department of Physics and Astronomy at the University of California, Riverside. Arkiveret fra originalen 13. august 2011. Hentet 2009-03-04.
^ "Mercury magnetic field". C. T. Russell & J. G. Luhmann. Arkiveret fra originalen 19. juli 2010. Hentet 2007-03-16.
^ "Background Science". European Space Agency. Arkiveret fra originalen 22. maj 2012. Hentet 2008-05-23.
^ Duncan, John Charles (1946). Astronomy: A Textbook. Harper & Brothers. s. 125. The symbol for Mercury represents the Caduceus, a wand with two serpents twined around it, which was carried by the messenger of the gods. {{cite book}}: line feed character i |quote= på position 80 (hjælp)

[1] Pluto blev før betragtet som den mindste, men blev i 2006 omklassificeret til en dværgplanet.

[wudka-2] Jose Wudka (1998-09-24). "Precession of the perihelion of Mercury". Department of Physics and Astronomy at the University of California, Riverside. Arkiveret fra originalen 13. august 2011. Hentet 2009-03-04.

[3] "Mercury magnetic field". C. T. Russell & J. G. Luhmann. Arkiveret fra originalen 19. juli 2010. Hentet 2007-03-16.

[ESAs&t-4] "Background Science". European Space Agency. Arkiveret fra originalen 22. maj 2012. Hentet 2008-05-23.

[5] Duncan, John Charles (1946). Astronomy: A Textbook. Harper & Brothers. s. 125. The symbol for Mercury represents the Caduceus, a wand with two serpents twined around it, which was carried by the messenger of the gods. {{cite book}}: line feed character i |quote= på position 80 (hjælp)

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]