Michelangelo Antonioni

Michelangelo Antonioni
Personlig information
Født	29. september 1912 Ferrara, Italien
Død	30. juli 2007 (94 år) Rom, Italien
Gravsted	Certosa af Ferrara
Nationalitet	Kongeriget Italien Italien
Bopæl	Ferrara, Kongeriget Italien
Religion	Ateisme
Partner	Monica Vitti
Uddannelses­sted	Università di Bologna, Centro Sperimentale di Cinematografia
Beskæftigelse	Kunstmaler, filminstruktør, manuskriptforfatter, filmproducent, instruktør, forfatter, digter, filmklipper
Nomineringer og priser
Nomineringer	Oscar for bedste instruktør (20. februar 1967) National Society of Film Critics Award for bedste regi (1966) BAFTA-prisen for bedste film (1961) BAFTA-prisen for bedste britiske film (1968) Oscar for bedste originale manuskript
Udmærkelser	Ridder af Æreslegionen National Society of Film Critics Award for bedste regi (1966) Sølvløven for bedste instruktion (1955) Storkorset af Den Italienske Republiks Fortjenesteorden Guldmedalje af den italienske fortjenstorden for kultur og kunst med flere
Eksterne henvisninger
Michelangelo Antonionis hjemmeside
Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Michelangelo Antonioni (29. september 1912 i Emilia-Romagna – 30. juli 2007 i Rom) var en italiensk filminstruktør. Han har bidraget til modernismen i europæisk film med en række film, hvor handlingen mindre end æstetikken illustrerer menneskets ensomhed og fremmedgørelse.

Efter en universitetsuddannelse i økonomi blev han i 1935 filmskribent på en avis i Ferrara. I 1940 rejste han til Rom og blev medarbejder på det fascistiske regimes filmtidskrift Cinema og blev uddannet på filmskolen Centro Sperimentale di Cinematografia. Efter samarbejde med bl.a. Roberto Rossellini og Marcel Carné lavede han et par neorealistiske halvdokumentariske film som Gadefejerne i Rom fra 1948.

Med sin første spillefilm, En kærlighedshistorie fra 1950, var Antonioni på vej væk fra neorealismens enkle fortælling om underklassens sociale situation og ind i handlingsløse skildringer af middelklassens optagethed af følelseslivet og eksistentielle strabadser, optaget i for den tid usædvanligt lange kameraindstillinger. De elskendes eventyr vakte stor opsigt på Cannes-festivalen i 1960 og blev værdsat verden over af et smalt publikum. Det samme gjaldt hans første farvefilm, Den røde ørken fra 1964, som virkningsfuldt udnytter farverne til at understrege personernes følelser.

Et gennembrud hos et bredere publikum fik Antonioni med Blowup i 1966. Filmen var ganske vist en kompliceret leg med fortælle- og billedvinkler, og dens rammehistorie om et mord forblev bevidst uforløst, men utvetydige sexscener mellem Vanessa Redgrave og David Hemmings solgte billetter.

Zabriskie Point var Antonionis første film lavet i USA. Pink Floyd, the Grateful Dead og Rolling Stones leverede musikken, men det kunne ikke redde en film, der forsøgte at skildre en gruppe unge, smukke mennesker, der i et billedskønt ørken- og klippelandskab ville gøre op med det etablerede samfunds sociale og erotiske normer.

Efter et slagtilfælde i 1985 mistede Antonioni taleevnen og noget af sin førlighed, men med hjælp af Wim Wenders fik han i 1995 et comeback med Al di lá delle nuvole.

I 1996 modtog han en æres-Oscar for sin livslange indsats for filmen. Statuetten blev overrakt af Jack Nicholson, som havde arbejdet sammen med Antonioni om Profession: Reporter, der kom i 1975, og som først de senere år er dukket op af glemslen.