Windows 10 | |
---|---|
Del af Windows-familien | |
Udvikler | Microsoft |
Først udgivet | 29. juli 2015 |
Platform | PC |
Websted | http://www.microsoft.com/da-dk/windows/ |
Windows 10 er et styresystem for personlige computere udgivet af Microsoft som en del af Microsoft Windows NT-familien. Windows 10 blev frigivet den 29. juli 2015.[1] For at fremskynde systemets anvendelse blandt brugerne, meddelte Microsoft at det ville blive stillet gratis til rådighed i sit første år for brugere af Windows 7 og Windows 8.1, og opgraderinger af Windows 10 har siden været gratis.
Windows 10 introducerer en ny universel applikationsarkitektur således at apps kan køre på tværs af flere Microsoft-produktfamilier med næsten identisk kode — herunder PC, tablets, smartphones og Xbox One. Windows 10's brugergrænseflade kan både håndtere en museorienteret og en touchscreen-optimeret brugerflade alt efter det aktuelle behov, hvilket f.eks. er praktisk på tablets med aftageligt tastatur. I forhold til forgængeren Windows 8.1 indeholder Windows 10 en ny startmenu, der ligner Windows 7, men med Windows 8's fliser. Windows 10 introducerer også Task View, et virtuelt skrivebordssystem, Microsoft Edge webbrowser, nye og opdaterede apps, integreret understøttelse af login ved hjælp af fingeraftryks- og ansigtsgenkendelse samt DirectX 12 og WDDM 2.0 for at forbedre operativsystemets grafikfunktioner i spil.