Middelhavet

Middelhavet ligger mellem tre kontinenter: Det vestlige Asien, det nordlige Afrika og det sydlige Europa.

Middelhavet er et hav, der er forbundet med Atlanterhavet. Det er stort set helt omsluttet af Middelhavslandene; mod nord Sydeuropa og Anatolien, mod syd Nordafrika og mod øst Levanten. I nogle sammenhænge betragtes Middelhavet som en del af Atlanterhavet. Som regel ses det dog som et selvstændigt hav.

Inden for oceanografi kaldes det nogle gange for det Eurafrikanske Middelhav (engelsk: Eurafrican Mediterranean Sea (eller Europæiske Middelhav (engelsk: European Mediterranean Sea) for at skelne det fra indhave andre steder (på engelsk mediterranean seas).[1][2]

Det engelske navn Mediterranean er afledt af det latinske ord mediterraneus, der betyder "lands indre" eller "i midten af land" (fra medius, "midten" og terra, "land").

Middelhavet dækker et 2,5 millioner km2 stort område og er forbundet til Atlanterhavet via det blot 14 kilometer brede Gibraltarstræde, som adskiller Gibraltar og Spanien i Europa fra Marokko i Afrika.

I nord-sydretningen ligger havet mellem den 30. og 46. nordlige breddekreds og i øst-vestretningen er det imellem den 6. vestlige længdekreds og den 36. østlige længdekreds. I øst-vestlig længde fra Gibraltarstrædet til İskenderunbugten på sydvestkysten af Tyrkiet er der omkring 4.000 kilometer. Den gennemsnitlige nord-sydlige længde fra Kroatiens sydkyst til Libyen er omkring 800 kilometer. Middelhavet, inklusive Marmarahavet (forbundet via Dardanellerne til det Ægæiske Hav) har et overfladeareal på omkring 2.510.000 km2.[3]

Tilbage fra oldtiden har Middelhavet været en vigtig rute for handlende og rejsende. Det har gjort det muligt at udveksle varer og kultur mellem områdets lande og civilisationer. Middelhavslandenes historie er vigtig for forståelsen af oprindelsen og udviklingen af mange moderne samfund.

Følgende lande har en kystlinje ud til Middelhavet: Albanien, Algeriet, Bosnien-Hercegovina, Cypern (og Nordcypern), Frankrig, Grækenland, Israel, Kroatien, Italien, Libanon, Libyen, Malta, Marokko, Monaco, Montenegro, Slovenien, Spanien, Syrien, Tunesien, Tyrkiet og Ægypten. Derudover kan nævnes Gazastriben, det britiske oversøiske territorium Gibraltar samt baseområdet Akrotiri og Dhekelia.

  1. ^ "Microsoft Word — ext_abstr_East_sea_workshop_TLM.doc" (PDF). Hentet 23. april 2010.
  2. ^ "Researchers predict Mediterranean Sea level rise — Headlines — Research – European Commission". Europa. 19. marts 2009. Hentet 23. april 2010.
  3. ^ "Mediterranean Sea". Encyclopedia Britannica. Hentet 2015-10-23.

Developed by StudentB