Mil eller mile er en længdeenhed, som ofte er forskellig fra land til land. Ordet "mil" stammer gennem plattysk fra det latinske mille passus (= tusinde dobbeltskridt), der svarede til cirka 1,5 kilometer,[1][2] når den romerske hær marcherede, og er nogenlunde bevaret i en engelsk mile.
I årene 1691-97 kørte milvognen Danmark rundt på kryds og tværs for at måle afstande så præcist som muligt. Opmålingen af riget var et led i kongemagtens nye centralstyring.[3]
I Danmark blev milen officielt afskaffet i 1907 og erstattet af det metriske system.[4]
Der findes også forskellige mil eller miles inden for forskellige områder, eksempelvis sømil inden for søfart.
Især i Sverige og Norge er brugen af den "moderne" mil sædvanlig, og her svarer 1 svensk eller norsk mil til 10 kilometer. På vejskiltene angives kilometer, men i daglig tale bruges "mil". For eksempel: "Det är 60 mil från Malmö till Stockholm", "Der er 60 mil fra Malmø til Stockholm."