Mortensdag, d. 11. november, er dagen for Martin af Tours begravelse i Tours år 397. På dansk og svensk kaldes han Sankt Morten eller Morten Bisp. Om ham fortælles mange legender. Mortensaften,[1] aftenen den 10. november,[2] fejres med lanterneoptog og i Flandern og i dele af Nederlandene og i dele af Tyskland med en rytter klædt som Morten. I Danmark, Skåne og dele af Tyskland spises gåsesteg – mortensgås, der i dag ofte er erstattet af en mortensand. I Skåne er det tradition at at spise skånsk æblekage efter gåsen.