Musikvidenskab er en samlet betegnelse for videnskabelig forskning i musik med alle relevante discipliner og i alle kulturer. Musikvidenskab hører til humaniora og er primært fokuseret på musikkens teori, kulturelle funktion og historie. Discipliner indenfor musikvidenskab omfatter populærmusikstudier, musiketnologi, musikalsk antropologi, musikhistorie, stemmestudier, musikalsk analyse, satslære og hørelære.
I Danmark kan musikvidenskab studeres på universiteterne i København, Aalborg og Århus. En uddannelse i musikvidenskab kombinerer ofte teoretiske og akademiske discipliner med undervisning i mere praktiske musikalske færdigheder, som instrumentlære, sang og stemmeteknik, direktion, korledelse, sammenspilsledelse eller lydproduktion.