Nibelungenlied eller Vølsungesagnet er et heltekvad om burgundernes nederlag til romersk-hunniske styrker i slaget ved Worms. Det er videregivet mundtligt og blev nedskrevet på mellemhøjtysk i det 13. århundrede. Titlen stammer fra den afsluttende linje: Hie hât daz mære ein ende: daz ist der Nibelunge liet (= "Her har fortællingen en ende: det er kvadet om Nibelungerne").
Den historiske kerne er ødelæggelsen af burgunderriget omkring Worms, fremkaldt af den romerske hærfører Aëtius og hans hunniske hjælpetropper i 436. Formentligt er striden ved de merovingiske hoffer mellem Brunichilde (= Brynhilde) og Fredegunde (= Fredegund) efter 575 blevet blandet ind i fortællingen sammen med en beretning om Attilas bryllup med den germanske fyrstedatter Ildikó i 453.