Nidarosdomen | |
Beliggenhed: Trondheim, Sør- Trøndelag | |
Generelt | |
Byggeår: | 1150-1300 |
Ændringer: | Væsentlige ændringer i senmiddelalderen, blandt andet efter brandene, ombygninger efter reformationen, omfattende restaurering 1869-1983 |
Viet til: | Jesus Kristus |
Arkitektur | |
Periode: | Romansk og gotisk |
Arkitekt: | Stenmester |
Teknik: | Mur, ribbekrydshvælv, otte traverser i skibet, fem i koret |
Materiale: | Klæbersten |
Mål: | 102m x 50m (med tværskib) 21m højt under skibets hvælv. |
Tårne: | Midtertårn, to vesttårne |
Portaler: | Tre i vestfronten, én i oktogonen, to i langkoret, nordportal i det nordre tværskib, to i skibet |
Kor: | Kor og oktogon, ydre diameter 18 m, indre 10 m |
Skib: | Midtskib, tværskib, sideskib. |
Kirkerummet | |
Prædikestol: | Blev taget ned i 1890. |
Døbefont: | af Jon Jensen (1728). Dåbsfad af Gustav Vigeland. (1905) |
Alter: | Altertavle hovedalter midtrelief. Motiv: Emmausfarerne, apostelfigurer, englerelieffer, af Ark. Christie, udført af Paul Bøe (1882) |
Diverse: | Glasmalerier af Gabriel Kielland (1908-1934) og Oddmund Kristiansen (1950-1985) |
Andet | |
Kirkegård: |
Nidarosdomen i Trondheim er Norges vigtigste kirke. Den er i dag en luthersk domkirke og menighedskirke og betragtes både som Norges nationalhelligdom og som kroningskirke (selv om der ikke længere foretages kongekroninger i Norge). I den norske grundlov af 1814 står, at Kongeriget Norges regent skal krones i Trondheim. Nidarosdomen blev sidst benyttet som kroningskirke i 1906, da Haakon 7. af Norge blev kronet. Efter afskaffelsen af kroningsceremonien er regenten kun blevet velsignet i den. De norske kronregalier opbevares i en bevogtet kælder ved siden af kirken.
I middelalderen havde kirken også det højstemte tilnavn Cor Norvegiae (Norges hjerte), da den var Olav den Helliges gravkirke. Et mere almindeligt navn var Kristkirken i Nidaros, for selv om den var stærkt knyttet til Skt. Olav, var den ikke indviet til ham.
Kirken og Olavs grav blev et vigtigt pilgrimsmål for hele Nordeuropa, skønt der også kom pilgrimme fra mange andre dele af den kristne verden. I middelalderen var Nidarosdomen katedral for en katolsk ærkebiskop (før 1153: biskop), og ærkebispedømmet Nidaros' kirkeprovins omfattede bispedømmer i hele Norge og de daværende eller tidligere norske, oversøiske lande. Ansvaret for domkirkens korbøn påhvilede augustinerkorherrerne og sekulargejstligheden tilsammen, der delte kannikembederne. Augustinerkorherrerne havde deres kloster i Helgesæter på den anden side af Nidelven.
Ærkebispegården blev opført umiddelbart syd for kirken.
Efter reformationen fortsatte kirken som katedral for det nu lutherske bispedømme, men den lutherske biskop havde ikke længere rang af ærkebiskop, og han var heller ikke primas for den norske kirke. I stedet var kongen i København kirkens overhoved, og Trondheim var ikke længere Norges kirkelige hovedstad. Kirken blev menighedskirke for et luthersk kirkesogn og er det fremdeles. Men til forskel fra alle andre lutherske kirkesogne i Norge er det bygningsmæssige ansvar pålagt statsbudgettet og er ikke et kommunalt ansvar.
Nidarosdomen er en katedral i europæisk målestok, selv om den ikke kan måle sig med de største og prægtigste katedraler i Italien, Frankrig, Tyskland og England. Af de middelalderlige bispekirker i den norske kirkeprovins er det kun Stavanger domkirke og Magnuskatedralen på Orkney, som har overlevet. Katedralen i Bergen er næsten helt forsvundet, og Hallvardskirken i Oslo og domkirken i Hamar er der kun ruiner tilbage af. Nidarosdomen er også den eneste kirke i Norge, som har en fuldt udviklet gotisk basilikaform med stræbebuer.