Nordisk kosmologi

Nordisk kosmologi er mest konkret beskrevet hos Snorre (1179-1241). Ifølge Yngre Edda, skrevet af Snorre ca. 1220, var verden delt i 9 heimar (bosteder) som er placeret i tre forskellige niveauer. De blev skabt af Odin, Vile og Ve ud af urjætten Ymers krop. Hver af disse verdner var et af de mytologiske væsners æts hjemland; Asgård var fx gudeslægten asernes hjemland.

Udover Snorres skrifter er der ingen af kilderne der tegner et specielt klart billede af kosmologien, men de peger alligevel på et generelt helhedsbillede. De beskriver en verden, der er delt mellem forskellige overnaturlige magter. Verden, som den så ud i myterne, var skabt af guderne, ikke ud af intet, men ud fra det oprindelige naturlige materiale; en begivenhed, der gav den en ny og kvalitativt bedre form. Guderne var blot dominerende, og kunne bare holde naturkræfterne i skak i kraft af deres større magt og kløgt. Disse naturkræfter sås repræsenteret af jætterne. Indtil kaosuhyrerne brød løs og den kosmologiske orden brød sammen, var det muligt at opretholde magtbalancen mellem de guddommelige væsner; når det skete Ragnarok ville blive sat i gang.^[1]

Det kultisk-religiøse verdensbillede, som kommer til udtryk i den nordiske religion, kan opfattes som en beskrivelse af universet, og en forståelse af hvordan universets kræfter agerer – en kosmologi. Kosmologier omfatter alle de forestillinger om verdens opbygning, inddeling og historie, som kommer til udtryk gennem myter og ritualer. Klassifikation af naturfænomener og begivenheder er således også en del af kosmologien. En beskrivelse af kosmologien i den nordiske religion omfatter en beskrivelse af nordboernes forestillinger om verdensordenen, herunder rumlige og sociale opdelinger og verdens historie fra skabelse til undergang. Myterne fortæller både om et kosmisk rum og en kosmisk tid og om oprindelsen af alting – en kosmogoni .

1. ^ Bæksted (1994) (pp. 41)