Norges historie

Norges historie kan dateres tilbage til tiden før år 800, hvorfra man har fundet flere helleristninger skrevet med runer. Det menes, at der i denne periode har eksisteret flere små kongedømmer.

Perioden 800–1066 betegnes normalt som Vikingetiden. I denne periode rejste både nordmænd, danskere og svenskere i langskibe over store dele af Europa som vikinger, opdagelsesrejsende, bosættere og handelsfolk.

I midten af det 11. århundrede fik Norge en stærk kongemagt, selvom der stadig kun var en rudimentær administration. Efter Den sorte død gik Norge ind i en nedgangsperiode.

Mellem 1396 og 1536 var Norge en del af Kalmarunionen, og efter dennes sammenbrud blev landet indtil 1814 en del af Danmark-Norge.

Danmark–Norge gik ind i en alliance med Napoleon, hvorefter krigen førte til dårlige tider og hungersnød i 1812. I 1814 tabte Danmark-Norge Englandskrigene, og kongen af Danmark-Norge, Frederik VI blev tvunget til at overdrage Norge til kongen af Sverige ved Freden i Kiel. Efter et norsk forsøg på uafhængighed og vedtagelsen af en fri forfatning blev Norge tvunget ind i en løs union med Sverige.

I denne periode blomstrede den norske, romantiske nationalfølelse, og nordmændene prøvede at udvikle deres egne nationale træk. Unionen med Sverige blev ophævet i 1905.

Norge forblev neutral under 1. verdenskrig. Under 2. verdenskrig erklærede Norge sig igen neutral, men blev 9. april 1940 invaderet af Nazi-Tyskland.

Norge blev medlem af NATO i 1949. To forsøg på at blive medlem af EU blev nedstemt i folkeafstemninger med en lille margin i 1972 og 1994. Norge har været en tæt allieret af USA. Store fund af olie og naturgas blev gjort i 1960'erne, hvilket førte til et stort økonomisk boom.