Norge |
Denne artikel er en del af: |
|
Andre lande • Politik |
Listen over Norges regenter, som har hersket over et samlet Norge, starter traditionelt med Harald Hårfager, muligvis en arv fra Snorre Sturlusons fremstilling i krøniken Heimskringla. Det er imidlertid usikkert, hvor stabil kongemagten var i de første 150 år, og historikere har argumenteret for, at Norges kongerække lige så godt kunne starte med Olav Tryggvason[1], eller med Harald Hårderåde.[2]
Kongerækken er en indfaldsvinkel til Norges historie: Den beskriver udviklingen af statsmagten og regeringen i Norge: fra rigssamling, gennem middelalderens kirke- og kongeroller, via Kalmarunionen og Enevælden, omrokering af magten i kølvandet af Den Franske Revolution og Napoleonskrigene frem til dagens konstitutionelle monarki.
Norge var et selvstændigt rige, som i 900- og 1000-tallet sommetider blev styret af danske konger. I 1319 kom landet i union med Sverige ved at Magnus Eriksson arvede den norske krone af sin morfar Håkon 5. af Norge og også blev valgt til svensk konge, eftersom han var nevø af den afsatte Birger Magnusson af Sverige. Magnus' søn Håkon 6. efterfulgte ham som norsk konge i 1355 og giftede sig i 1363 med den danske konge Valdemar Atterdags datter Margrete. Gennem deres søn Olav blev Danmark og Norge forenet ved en personalunion i 1380, en union som skulle komme til at bestå i forskellige former i over 400 år.
I 1389 fik alle de tre nordiske lande Danmark, Norge og Sverige samme regent i form af Margrete 1., og den såkaldte Kalmarunion, der blev stadfæstet i 1397, skulle komme til at bestå frem til 1523, hvor Sverige trak sig ud af den. I 1448 fik Danmark og Sverige forskellige konger, henholdsvis Christian 1. og Karl Knutsson, og de kæmpede en kort stund om den norske krone. I 1450 vandt Christian kampen og efter dette kom de danske konger til at herske over Norge frem til 1814.
De længst regerende konger er: Christian 4. (60 år), Harald Hårfager (ca. 59-60 år), Erik af Pommern (53 år) og Haakon 7. (52 år).