Nyhistorisme

Nyhistorisme er en form for historisk orienteret litteraturanalyse. Nyhistorismen understreger vigtigheden af at studere tekster i en bred historisk kontekst, hvilket vil sige, at litteraturen ses i samspil med religiøse, sociale, kulturelle og politiske tendenser. Tilgangen understreger, at litteraturen indgår i bredere kulturelle kredsløb og ikke kun i en rent litterær sammenhæng. Således ses litterære tekster i samspil med andre ikke-litterære tekster.^[1] Metoden eller angrebsvinklen udsprang af diskussioner blandt en gruppe forskere fra forskellige fag om, hvordan man bedst kunne forstå ”forholdet mellem litteratur, kultur og samfund.”^[2] Litteraten Catherine Gallagher skriver således om, at læse “litterære og ikke-litterære tekster som bestanddele af fortidens diskurser, der eksisterede både inden for og uden for tekster." For Gallagher konstituerer dette synspunkt noget, som alle forskere inden for nyhistorismen kan tilslutte sig.^[3] Dette er således for nyhistoristerne en centralt del af deres opgør med en tidligere tendens i litteraturvidenskaben: at se litteratur som værende væsensforskellig fra sin socio-økonomiske baggrund.^[4] Selvom at nyhistoristerne går ud fra, at litteraturen indgår i sampil med diskurser fundet i andre tekstformer, fastholder de alligevel, at litteraturen som sådan er særligt interessant, fordi "det betydningsskabende individ her på ganske særlig vis er placeret i spændingsfeltet mellem traditionen og det vedtagne og så de konstante forsøg på at bryde hermed.^[5]

Hovedkræfterne bag nyhistorismen er litteraturforskere som Stephen Greenblatt, Jane Tompkins, Louis Montrose og Catherine Gallagher.^[6] Greenblatt, der er skeptisk over for teorier om litteratur, har understreget, at han ikke mener, at nyhistorismen (som han foretrækker at kalde cultural poetics) skal forstås som en doktrinær teori, men at nyhistorismen snarere er en fleksibel måde at arbejde med litteratur på.^[7] Greenblatt har således prøvet at lede ved eksemplets magt og skrive analyser, der er nyhistorisistiske snarere end at skrive programmatiske, teoretiske fremstillinger om, hvad nyhistorismen er. Greenblatt sammenholder ofte en kanoniseret fiktionstekst med en langt mindre kendt ikke-litterær tekst: "Herved kan han både vise, hvordan den litterære tekst er undergivet energier eller kræfter i samtiden i et kompliceret, tæt spil med andre kulturelle udtryksformer, og hvordan det litterære ikke i sig selv behøver at indtage den særstilling, som eftertiden ofte har givet det."^[8] Greenblatt skriver således, at nyhistorismen har "en intensiveret villighed til at læse alle tekstlige fortidige levn med den slags opmærksomhed som ofte kun har været litterære tekster forundt."^[9] Jane Tompkins argumenterer i tillæg til Greenblatts synspunkt, at den kanonisering, som visse litterære værker bliver udsat for, kan være med til at blokere for en forståelse af de oprindelige problemer, som litterære værker har været rettet mod.^[10]

1. ^ Anne-Marie Mai, Hvor litteraturen finder sted - bind 2: Oplysningens og længslens tidsaldre
2. ^ Humanistisk videnskabsteori, red. Finn Collin
3. ^ Catherine Gallagher (1989) "Marxism and the New Historicism‟ i The New Historicism, redigeret af Harold Veeser. London: Routledge, s. 37.
4. ^ Lars Ole Sauerberg (2000) Litteraturvidenskaben siden nykritikken. Odense: Odense Universitetsforlag, s. 112-113.
5. ^ Lars Ole Sauerberg (2000) Litteraturvidenskaben siden nykritikken. Odense: Odense Universitetsforlag, s. 114.
6. ^ Kjørup 2008, s. 108.
7. ^ Habib 2005, s. 762.
8. ^ Lars Ole Sauerberg (2000) Litteraturvidenskaben siden nykritikken. Odense: Odense Universitetsforlag, s. 116.
9. ^ Stephen Greenblatt (1992) Learning to Curse. London: Routledge. ("an intensified willingness to read all of the textual traces of the past with the attention traditionally conferred only on literary ")
10. ^ Jane Tompkins (1985) Sensational Designs: The Cultural Work of American Fiction, 1790-1860. (Oxford: Oxford University Press), xiii.