Nykantianisme

Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes. Se artiklens diskussionsside eller historik (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Nykantianisme eller neokantianisme er en fælles betegnelse for de retninger, væsentlig inden for tysk filosofi i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, der mere eller mindre har stillet sig i modsætning til den romantiske filosofi, og som hævder at en sund filosofi må vende tilbage til Kant, søge at forstå ham fuldt ud, og at bygge videre i overensstemmelse med hans synsmåder.

Man har inddelt nykantianismen i seks retninger:

1. Den fysiologiske: Hermann von Helmholtz (1821-1894), F.A. Lange (1828-1875)
2. Den metafysiske: Otto Liebmann (1840-1912), Johannes Volkelt (1848-1930)
3. Den realistiske: Alois Riehl (1844-1924), Oswald Külpe (1862-1915)
4. Den matematisk og videnskabsorienterede^[1]: Marburgskolen, Hermann Cohen (1842-1918), Paul Natorp (1854-1924), Ernst Cassirer (1874-1945)
5. Den værditeoretiske kritiske: Wilhelm Windelband (1848–1915), Heinrich Rickert (1863–1936), Sydvesttyske eller badiske skole
6. Den relativistiske: Georg Simmel (1858-1918).
7. Den pragmatiske: Hans Vaihinger (1885-1933)

1. ^ Edgar Rubin kalder det "den logistiske" – den tyske artikel bruger formuleringen "mathematisch, wissenschaftsorientiert"